07 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Til den borgerlige presse

Til den borgerlige presse

Den islamofobiske kultur har sat sig mærkbart igennem, godt hjulpet af de borgerlige politikere og pressen.

De borgerlige politikere står skulder ved skulder i deres bestræbelser på at lægge en mindretalsgruppe for had. Ofte stiller Socialdemokratiet også op i forsamlingen.
FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix
1 af 1

Jeg advarer dansk presse om ikke utilsigtet at blive medskyldige i uhyggelige hændelser mod menneskeheden ved at bære ved til et allerede tændt bål. 

Her snakker vi om hadets bål, der gennem de senere år har fået mere og mere næring fra den omsiggribende islamofobiske kultur.

Den er udbredt fra et ekstremistisk højre, der i dag mener sig berettiget til at være på lige fod med alle andre tilforladelige danske fænomener. Dagligt dukker disse højrekræfter mere og mere højlydte frem fra deres tilholdssteder: I Folketinget som medlemmer af anerkendte politiske partier og i de sociale medier, hvor de blandt andet dækker sig ind under troskyldige platforme som "Den korte avis" redigeret af to tidligere højtstående socialdemokrater. 

Cirka en fjerdedel af befolkningen bakker op om partier, der har stillet deres bedste hadprædikanter i forreste front. 

Ekstremisterne ved, at de i dag er så meget accepterede, at de kaldes stuerene og har fået tildelt en legal platform i det danske samfund, hvor deres hadske og menneskefjendske budskaber i ytringsfrihedens navn får samme ret som alle andre budskaber hørende hjemme i et demokratisk samfund.

Dermed har mikrofonholderne opfyldt deres mission: at gøre pressens budskaber nemt tilgængelige og dermed også være pengeindbringende for ejerskabet.

Hadprædikanter

Cirka en fjerdedel af den danske befolkning bakker op om politiske partier, der har stillet deres bedste hadprædikanter i forreste front. 

Her står de side om side – nogle gange skulder ved skulder – andre gange i skarp konkurrence om at skaffe medløbere til deres partier. Mere og mere stiller Socialdemokratiet også op i forsamlingen, der udgyder sit bidske had mod en mindretalsgruppe i det danske samfund.

Det er nu kommet så vidt, at en folketingskandidat for Nye Borgerlige har udtalt, at det burde være tilladt at skyde muslimer. Partiformanden Pernille Vermund bakkede op ude i det frie rum. Herpå skyndte hun sig ind på Facebook for der at proklamere for den danske befolkning, at Nye Borgerlige ikke går ind for vold.

I samme sekund, denne største modbydelighed af alle blev fremført – retten til at udrydde et mindretal iblandt os – var der mig bekendt Ikke en eneste af de folketingsvalgte politikere eller dansk, borgerlig presse, der løb ud på gade og vej for højlydt at råbe: Nu er nok nok, og samtidig mangfoldiggøre at racismeparagraffen i praksis er sat ud af kraft. Politiet mødte ikke op med anklager om racisme og livstruende trusler fremsat mod en mindretalsgruppe boende i Danmark.

Enhver dansker vil vide, at havde det været en muslim, der fremsatte et lignende udsagn mod kristne, etniske danskere, ville han øjeblikkeligt blive arresteret og anset for at være en potentiel terrorist. 

Islamofobien

Den islamofobiske kultur har sat sig mærkbart og uhyggeligt igennem. Massakren på muslimer i New Zealand blev udført af en etnisk australier opvokset i et Australien, der gennem år har fremelsket en islamofobisk kultur, der er så hårdtslående og hadsk, at Australien i dag står som et forbillede for de højreekstremistiske kræfter i Europa. 

Dagen efter massakren opstod der i både Australien og New Zealand heftige og omfattende diskussioner om samfundets medskyld ved at være brændebærere til dette hadets bål. I Danmark tror vi ikke, at det kan komme så vidt. 

Enten er vi naive eller så meget omklamret af magelighed og velfærdssamfundets skattelettelser og andre materielle goder, at vore øjne ikke mere magter at se, og vore hjerter ikke længere magter at blive rystet over de mest afskyelige trusler mod menneskeligheden.

Vi har flere gange før gennem Europas historie – ikke at forglemme også i Danmark – oplevet præcis den samme ligegyldighed, der fik uhyggelige omkostninger. Hver gang blev der afslutningsvis sagt: Det må aldrig ske igen.

Det sker her og nu – også i Danmark.

Forkortet af redaktionen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. mar. 2019 - 08:42   28. mar. 2019 - 08:50

Læserbrev

af Jørgen Møller, Sønder Felding