Jeg var begejstret for at høre, at det svenske og det britiske parlament har stemt for at anerkende Palæstina, eller rettere staten Palæstina. Jeg synes, at dette er en glædelig dag for alle freds- og frihedselskende mennesker.

Nu kan vi så forvente at se det israelske militær trække sig tilbage, se checkpoints afviklet og den grå, grimme og meget kostbare mur endelig blive brudt ned.

Nu må palæstinenserne da kunne rejse som frie mennesker i Palæstina uden at behøve tilladelser.

Snart vil forretningerne i Shuhada Street i Hebron være åbne, og bosætterne vil fraflytte de hjem, de har stjålet, og vende tilbage til der, hvor de kom fra. Nu behøver palæstinenserne i de gamle byer Hebron, Jerusalem og Silwan ikke holde sig indendøre af frygt for at træffe på bevæbnede jødiske bosætterbøller.

For mit indre øje ser jeg ansigterne hos mødre og fædre, som endelig genser de tusinder af fanger, som nu frigives. Børn, der aldrig har set deres fædre, og kvinder, der har været alene i årtier, genforenes med deres ægtemænd. Der bliver sikkert fest i Ramallah, palæstinensernes flag vil blive rejst i Jaffa og i Haifa, i Akka og i Jerusalem.

Bliver Palæstina frit?

Snart kan vi forvente at se lange rækker af mennesker gå til stemmeurnerne for at stemme ved de første reelt demokratiske valg i den frie stat i Palæstina. Valgplakater med palæstinensiske ledere og slogans kan ses over hele landet. Der vil sikkert over alt blive opsat plakater med Marwan Barghouti og Ahmad Saadat, som snart forventes løsladt, sammen med andre mindre kendte navne.

Palæstinensiske fædre - som blandt andet min ven Iyad Burnat - der i årevis ikke kunne forklare deres børn, hvorfor de ikke kunne tage til stranden, hvorfor de ikke frit kunne rejse til Jerusalem, som jeg gør, og hvorfor de ikke kunne besøge den hellige Al Aqsa-moske, vil nu kunne gøre det.

Nu, hvor Storbritannien og Sverige begge har anerkendt den palæstinensiske stat, må palæstinenserne da kunne rejse som frie mennesker i Palæstina uden at behøve tilladelser.

Nu vil millioner af palæstinensere tage deres familier med for at nyde en dag i Jaffa eller Haifa og bruge tid på stranden, tilbringe natten på et lokalt hotel, og den næste dag vil de frit kunne tage til Jerusalem og gå i butikker, de vil kunne bede og derefter tage tilbage til deres landsbyer på Vestbredden.

Man kan forvente, at der hurtigst muligt vil blive nedsat en komité, som vil kunne stå for palæstinensiske flygtninges tilbagevenden til Palæstina. Flygtningelejrene vil blive afviklet, de, der ønsker at vende tilbage, vil snart være i stand til at gøre det, og de, der ikke ønsker det, vil modtage passende erstatning for deres tab og deres lidelser på samme måde, som det jødiske folk gjorde efter holocaust.

Denne komité vil tage stilling til, hvordan tilbagekomsten skal organiseres, og hvor man kan huse hjemvendende flygtninge, som stammer fra landsbyer, som er blevet slettet af landkortet.

Bliver Gaza genopbygget?

Nu, da Sverige og Storbritannien har talt, vil Gazastriben straks blive åbnet, og de, der ødelagde området, vil nu genopbygge det. USA vil sikkert bevilge bistandspenge, og penge, som USA sammen med Storbritannien og Tyskland har givet Israel til våben, som har været anvendt til at myrde uskyldige i Gaza - disse penge vil nu gå til at genopbygge Gaza og kompensere de familier, der har mistet deres forsørgere.

Familierne til de sårede vil få den bedste lægebehandling i moderne faciliteter i Be'er Sheba, Ashkelon, Jerusalem og Tel Aviv. Staten vil betale for deres lægeudgifter og drage omsorg for dem så længe, det er nødvendigt.

Nu kan der uden tvivl rejses monumenter for at mindes de tusindvis af uskyldige, som brutalt blev myrdet af det zionistiske regime. Der vil blive rejst et monument for de modige unge palæstinensere, som kæmpede og døde i Gaza, og som satte livet ind for at befri deres folk. Mindet om deres mod vil for evigt være printet i vores sind og selvsagt blive skrevet ind i historiebøgerne i den nyligt anerkendte stat Palæstina.

Ingen tvivl om, at britiske og svenske parlamentarikere havde alt dette i tankerne, da de afgav deres modige stemmer. Alt andet ville være hykleri. Alt andet end tanken om en fri palæstinensisk stat i hele Palæstina ville blot være en tom gestus. Intet parlamentsmedlem, med respekt for sig selv ville stemme for en tom gestus, et symbol uden betydning eller indhold.

Hykleri

En mindre vidtgående afstemning end en anerkendelse af en fri palæstinensisk stat i hele Palæstina og dermed opløsning af det zionistiske regime, ville blot betyde, at europæerne endnu engang vaskede hænder i forhold til et problem, de selv har skabt. Man kan næppe tro, at de ville kaste sig ud i sådan en meningsløs, fej afstemning, der ikke ændrer en tøddel for nogen.

Der er ingen tvivl om, at parlamentarikerne, før de stemte, har spurgt sig selv, om denne afstemning ville afhjælpe det påtrængende behov for nødhjælp til Gaza og gøre det lettere for børn fra Vestbreddens landsbyer at komme i skole?

Vil det få betydning for fordelingen af vand, eller afhjælpe manglen på vand til palæstinenserne i de sydlige Hebron Bakker? Vil landsbyboerne i Nabi Saleh modtage den samme service og lige så meget vand som de brutale og voldelige bosættere, der bor i Halamish, en bosættelse bygget på Nabi Salehs jord?

Vil folk fra andre palæstinensiske landsbyer få adgang til veje og motorveje? Vil de være i stand til at rejse frit til arbejde og skole - og for deres fornøjelses skyld i hele Palæstina? De må have spurgt sig selv, om deres stemme til fordel for en fri palæstinensisk stat vil tillade palæstinensere fra 1948 at leve og arbejde frit, gifte sig med hvem de vil, bygge deres hjem og deres samfund som frie og uafhængige mennesker.

Desværre har Sverige og Storbritannien valgt den nemme løsning. I stedet for at tage et reelt livtag med det zionistiske apartheidregime i Jerusalem. I stedet for at sende et budskab om, at vold og racisme ikke vil blive tolereret, valgte de en tom gestus. De fik kolde fødder og stemte for ingenting. 

Som en klog palæstinensisk dame sagde: "De kan beholde deres afstemning for sig selv."