Hen over sommeren har der været holdt åbent hus i de danske bunkere, og journalister har med gysen fortalt om den kolde krig og truslen fra øst. For godt 20 år siden faldt "muren" i Berlin, symbolet på truslen fra øst kunne ikke længere modstå presset fra den frie, demokratiske og kapitalistiske verden. Dog kunne det være interessant her 20 år efter at høre den jævne arbejder i øst om han eller hun er blevet lykkeligere af frihed og demokrati?

Måske har denne trussel alligevel afholdt kapitalisterne fra grådighedens brede landevej, for i takt med at optimismen blomstrede, så man pludselig, hvordan de faste værdier begyndte at stige, og nye eksportmarkeder i øst var klar til at modtage de tidligere "forbudte" varer fra vest, hvilket selvfølgelig gav større beskæftigelse. Kapitalisterne investerede som aldrig før, og afkastene, som under normale omstændigheder skulle have været beskattet, blev i stedet investeret i nye profitskabende projekter. 

Enhver almindelig arbejder kan selvfølgelig sige sig selv, at således kan ingenting blive ved, og havde kapitalisterne bare haft den samme fornuft, ville historien sikkert være endt lykkeligt.

Når huspriserne stiger støt, kan man bare tage lån i friværdien, hver gang terminen skal betales, og således har man råd til sin egen bolig.

Men i Guds, frihedens, demokratiets og mulighedernes land USA ville kapitalisterne det anderledes. For hvad gør man, når alting stiger undtagen den normale amerikaners indtægt? Jo, man fortæller den normale amerikaner, at den umulige drøm om egen bolig ikke er umulig længere. Når huspriserne stiger støt, kan man bare tage lån i friværdien, hver gang terminen skal betales, og således har man råd til sin egen bolig.

Det eneste problem var, hvem der var villige til at købe disse "terminsbetalings"-obligationer? Dette problem blev klaret, ved at man tog nogle virkelig "guldrandede" værdipapirer og blandede ind i stakken med obligationerne, som så blev kaldt "primetime obligationer" og herefter solgt til især Europas veluddannede investorer i den europæiske bankverden.   

Anders And kommer jo som bekendt fra USA og ligesom hans held altid slipper op, således gik det også for de almindelige amerikanere. Dog er man som amerikaner gældfri den dag, man rejser fra sin forgældede rønne. Derfor var de eneste betalere til gælden den europæiske bankverden, efterfølgende de europæiske stater og i sidste ende de europæiske borgere.

Spørgsmålet, der herefter dukker op, er om reformerne af dagpenge og efterløn samt kommunale besparelser ikke kunne være undgået, hvis den kapitalistiske grådighed havde tabt til den allestedsnærværende politiske fornuft?

Burde vores finansverden ikke være med til at betale for de almindelige danskere, som på grund af ovennævnte forringelser står med en personlig fallit i udsigt?

Hvad med de små virksomheder, som må lukke på grund af en dårlig betaler og efterfølgende nej til højere kassekredit fra banken?

Jeg ved godt det borgerlige Danmark bryster sig af støtte fra cirka 55 procent af danskerne. Mon det varer ved, når de borgerlige politikerne bliver ved med at beskytte kapitalisterne og den danske finansverden?

Hvad truslen angår, var den i øst til sidst vel nærmest et skræmmebillede, hvorimod den nye trussel fra vest sikkert ikke kan klares med en ny mur.