18 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udkantsdanmark kan selv

Udkantsdanmark kan selv

Det nytter ikke noget at flytte staslige institutioner ud til Udkantsdanmark. Fremgangen skal skabes på stedet.

Debatten om forholdene i det såkaldte Udkantsdanmark er igen blusset op. Senest har en lang række medier beskrevet det såkaldte "Oprør fra Udkanten", som for nylig fandt sted på Ærø, og den lange liste med triste nyheder fra yderområderne har naturligt nok fået politikerne til at reagere.

Men desværre overser de folkevalgte alt for ofte en helt grundlæggende pointe: Udkantsdanmark har geografien med sig - ikke imod sig. 

Forestillingen om, at man skaber varig vækst og udvikling i landdistrikterne via kunstigt åndedræt fra København, er forkert. 

I udspillet til næste års finanslov foreslår regeringen blandt andet momsfradrag for hotelovernatninger og hjælp til at rive gamle, faldefærdige huse ned. Tidligere har man forsøgt at flytte store dele af Skat til Ringkøbing, og partiet Venstre har meldt ud, at flere andre statslige styrelser burde følge efter.   

Men forestillingen om, at man skaber varig vækst og udvikling i landdistrikterne via kunstigt åndedræt fra København, er forkert. Selvfølgelig skal Udkantsdanmark ikke lades i stikken, men succes i yderområderne kan ikke importeres fra andre dele af landet.

Udgangspunktet skal i stedet være egnenes lokale særpræg, som skal dyrkes og gøres til en god forretning. Yderområderne er nemlig rigtig meget andet end afvikling, tab af arbejdspladser og generel elendighed. De rummer masser af muligheder for, at lokale ildsjæle selv kan skabe en positiv udvikling ved at udnytte landdistrikternes naturlige forudsætninger for at skille sig ud og opnå fordele.

På Mors har vi netop fulgt denne strategi for at styrke et vigtigt lokalt erhverv. Som noget unikt for området er Mors centrum for 80-90 procent af Danmarks samlede produktion af blåmuslinger og østers, men skaldyrserhvervet har været i alvorlig krise.

De lokale dyder

I horisonten lurede endnu en trist erhvervshistorie fra landdistrikterne, men i stedet for at lade branchen blive offer for de kendte udkantsproblematikker, satte projektet "De Lokale Dyder" fokus på, hvordan de lokale fiskere, opdrættere og industri kunne blive bedre til at udnytte områdets naturskabte ressourcer, i særlig grad Limfjorden, som gør Mors ideel til netop skaldyrsproduktion.

Med projektet, som består af en række offentlige og private partnere, har erhvervet blandt andet fået hjælp til at udvikle produktionen ved at gøre fiskeriet mere bæredygtigt, effektivisere muslingeopdrættet og introducere nye produkter, der har øget salget i Danmark samt styrket eksporten.

Samlet set har resultatet af indsatsen været bedre rammebetingelser, øget omsætning og vigtigst af alt: Arbejdspladserne i erhvervet er fastholdt, og branchen er atter i vækst.

Hvis politikerne virkelig vil gøre noget godt for Udkantsdanmark, kan jeg derfor kun opfordre til at bruge erfaringerne fra Mors.

Tag udgangspunkt i yderområdernes stedbundne ressourcer og brug støttekronerne på at tilføre viden og kompetencer, så de lokale erhvervsdrivende selv kan forløse potentialet. Og lad så bare de statslige styrelser blive i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. okt. 2014 - 09:43   14. okt. 2014 - 10:00

Læserbrev

af Jens Kjerulf Petersen, professor, Dansk Skaldyrcenter, Nykøbing Mors