I dag har jeg været til  prinsessebryllup hjemme foran skærmen her i Falkenberg. 

Nu sidder jeg i en sen nattetime og filosoferer over forestillingen. Det hele var som altid yderst veliscenesat, da det jo drejede sig om monarkiet.

Det var så smukt, det var så rørende, at selv jeg fik tårer i mine antiroyale øjne, over den lille Estelle, som sad skiftevis på sin mors og fars skød og charmerede hele det svenske folk, medens hendes moster blev viet til en meget rig mand.

Hvorfor i al verden ryger vi på den gang efter gang?

Det var et meget udspekuleret skaktræk. For hvem kan stå for et lille barn, som leder tankerne bort fra det absurde med al den rigdom og pragt samlet på ét sted og på en lille håndfuld mennesker tilhørende det europæiske etablissement.
Hvorfor i al verden ryger vi på den gang efter gang?

Jeg har sagt det før i dette blad. Hvorfor i al verden ryger vi på den gang efter gang? Er livet virkelig så uudholdeligt og uden håb om en bedre tilværelse, at vi skubber vor kritiske sans tilside for at beholde drømmen om, at så længe vi har et monarki, kan det da ikke gå helt galt?

Der er faktisk mennesker udenfor vor egne vinduer, som har det rigtig dårligt. Lad os give dem lidt opmærksomhed med et venligt ord, og hvorfor ikke byde den ensomme nabo på en gang frikadeller? Ja hvorfor ikke? Det skal jeg gøre i morgen.