I forbindelse med Anker Jørgensens død var der nogle fra Socialdemokratiet og de borgerlige, som udtalte sig om, at Anker Jørgensen var en ærlig person, at han ville føre en politik, der ikke efterlod mennesker på perronen.

Jeg har været heldig i mit liv at få lov til at kende mange, som mindede om Anker Jørgensen med hensyn til at udvise en interesse og en empati i forhold til deres medmennesker. De ikke alene ønskede en stærk og solidarisk velfærdsstat, men arbejdede også hårdt for den. 

Men uanset hvor meget man værdsætter de pågældende, kan man godt se på tilværelsen med andre øjne.

Syge med næsten eller ingen erhvervsevne oplever at blive slæbt gennem formålsløse   arbejdsprøvninger. 

For eksempel synes jeg, at det var en forkert vej, man gik i 1970'erne, hvor Anker Jørgensen med Socialdemokratiet valgte kun at samarbejde med borgerlige partier. 

Det var ikke særlig fremmende for den solidariske grundholdning.

Højredrejningen

Udviklingen har desværre vist, at Anker Jørgensens efterfølgere har taget endnu større skridt i retning mod højre.

I 1990 ́erne  ændrede Socialdemokratiet holdning fra, at ledigheden var et samfundsproblem til, at det var den enkeltes eget problem. Man indførte tvangsaktivering hvor ledige oplevede ydmygende og nedværdigende behandling. Den foreløbige kulmination med reformer (tilbageskridt fra landvindinger for arbejderklassen) fra Socialdemokratiets side skete på det sociale område og på arbejdsmarkedet.

Det har medført øget ulighed og øget hjemløshed for unge. Syge med næsten eller ingen erhvervsevne oplever at blive slæbt gennem formålsløse arbejdsprøvninger. Det er udtryk for både manglende solidaritet og empati.

Det er ikke til at forstå filosofien med at fortsætte med at sende mennesker ud i det ene nederlag efter det andet, samtidig med at man fastholder et stort mindretal i fattigdom.

Afmontering af velfærden

De borgerlige og erhvervslivet har fået held til at forfølge målet om at afmontere velfærdsstaten og omdanne den til et konkurrencesamfund. 

Socialdemokratiet og SF har uheldigvis en stor andel i den udvikling på grund af deres sværmeri for vulgær liberalistiske økonomisk politik. 

Enhedslisten har haft det hele i retorikken og er veget tilbage fra at sætte handling bag ord. 

Så det er ikke så underligt, at jeg savner Anker Jørgensen og alle dem, der satte deres medmennesker i centrum, samt alle dem på venstrefløjen, der i ord og handling gennem deres tilværelse arbejdede for solidaritet og et stærkt fællesskab.

Der vil formentlig komme den indvending, at vi lever i en anden tid end for 20/30 år siden. Dertil er der kun at sige, at de samme klassemodsætninger gør sig gældende i samfundet.

Hvis man tvivler på argumentets holdbarhed, behøver man blot at iagttage den politik, den borgerlige regering fører, og den Dansk Industri ønsker bliver ført.

Forkortet af redaktionen