Situationerne mellem Rusland og EU er meget spændt, ja nærmest på frysepunktet.

Men den er også spændt mellem Rusland og det nye styre i Ukraine efter den uacceptable annektion af Krimhalvøen.

G8 landene består af Italien, Canada, USA, England, Japan, Tyskland og Frankrig. De har udelukket Rusland, og meget tyder på, at de vil skærpe sanktionerne mod det store land i øst.

Det er på tide at de vestlige ledere udviser kløgt, indsigt og evne til konfliktløsning.

Hvis en konflikt skal løses, er det vigtigt, at man ser sin modstander an, lytter til argumenter og aflæser modstanderens krav og behov.

Vestens ledere spiller med musklerne og afviser at sætte sig ind i Ruslands måde at tænke på. Det skal de ikke gøre for at annektere russernes tankemåde, men for at evne forhandlingens kunst.

Opfattelsen af krisen er ikke entydig i de lande, vi samarbejder med. Men heller ikke i Ukraine.

Ikke territoriale krav

Mange i både Vesten og i Ukraine frygter, at Rusland vil forsøge at destabilisere Ukraine, for at kunne løsrive de østlige dele. Men Rusland har ikke stillet territoriale krav.

Jeg tror, at de ukrainske myndigheder arbejder for at få ro på gemytterne i Østukraine og reparere de skader, som opstod, da nationalforsamlingen efter magtovertagelsen vedtog, at der kun skulle være eet officielt sprog. Det var en alvorlig provokation overfor den russisktalende del af befolkning. Beslutningen er ophævet.

Statsministeren i Ukraine Arsenij Jatsenjuk er tilhænger af NATO-medlemskab, men har forsikret, at en ansøgning herom ikke er aktuel lige nu, i håb om at det kan dæmpe gemytterne.

De russiske ledere er forsigtige strateger. De er helt klar over, at en russisk militærintervention i Ukraine vil øge risikoen for krig med NATO-landene. Det er der ingen som ønsker, heller ikke i Moskva.

Russerne føler sig naturligvis presset af NATO's ekspansive politik. NATO har systematisk udvidet interessen mod øst, i strid med de løfter som russerne mener, at de fik med afslutningen på den kolde krig.

NATO er gået mod øst

USA's udenrigsminister i 90’erne James Baker forsikrede netop Gorbatjov om, at NATO ved genforeningen mellem Øst- og Vesttyskland ikke vil ”blive udvidet så meget som en centimeter mod øst.”

Siden da er Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Ungarn, Bulgarien, Albanien, Makedonien, Estland, Letland, Litauen indmeldt i NATO.

Det er en af forklaringerne på, at Rusland ikke anser sig selv som den aggressive part.

Imens puster vestlige politikere sig op med sanktioner, som kommer til at koste egne borgere mere, end det koster oligarkerne og magthaverne i Rusland.

Og samtidig med at Rusland uacceptabelt annekterer Krim, kan de samme vestlige ledere ikke blive enige om den sanktion, som vel er den mest oplagte, nemlig en våbenembargo overfor Rusland. Frankrig og andre EU-lande fortsætter lystigt deres leverancer af våben til Rusland.

Det er på tide at de vestlige ledere udviser kløgt, indsigt og evne til konfliktløsning i stedet for at spille med muskler, de alligevel ikke har.

Det er på tide, at de vestlige ledere erkender, at hovedopgaven ikke er at optrappe en krise med Rusland, men at hjælpe med demokrati og udvikling i Ukraine.