05 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ulidelige ventetider efter reformen

Ulidelige ventetider efter reformen

Det er stærkt belastende for mennesker, der i forvejen er syge, at vente så længe på ansøgninger om førtidspension.

Sagsbehandlerne i Pensionsafdelingen i Slagelse Kommune har for meget at lave.  Nu udsender de breve om, at de ikke kan overholde fristen på tre måneder, men at der godt kan gå tre måneder til, før folk får en afgørelse på, om de kan få tilkendt førtidspension.

Desværre foregår dette nok også i mange andre kommuner. Det er frustrerende for de syge mennesker, der har ansøgt om førtidspension i december 2012

Og det er frustrerende og stressende for sagsbehandlerne, at der ikke er nok sagsbehandlere til at kunne klare det forøgede antal ansøgere. Hvorfor har kommunen ikke sørget for de nødvendige sagsbehandlere? Det var forventet, at flere ville søge pension efter den gamle lov.

Ansøgerne får - mens de venter - udbetalt sygedagpenge, og dette forsætter, indtil sagen er afgjort. Men kommunen får nok ikke den store refusion fra staten, så det kan blive dyrt for kommunen.

Mange bliver mere syge, hvis de bliver mødt med mistro og ekstra kontrol.

Men godt er det, at lægekonsulenterne ikke mere kan underkende speciallægerne i de komplicerede sager, der ender med revalidering, fleksjob eller førtidspension. Lægekonsulenten skal fremover kun være konsulent i de almindelige, kortere varende sygedagpengesager, såsom et brækket ben eller ondt i ryggen.

Godt er det også, at den gamle ressourceprofil også er på vej ud af systemet. De fleste syge, som læste deres egen profil, blev mere forvirrede end orienterede om deres egen sag.  Og hvis ressourceprofilen ikke var udfyldt sagligt og grundigt, kunne den være mere til skade for den sygemeldte end til gavn.

Nu må vi så håbe, at alle de nye tiltag er bedre end de gamle. Mange bliver mere syge, hvis de bliver mødt med mistro og ekstra kontrol. Tillid og tid gavner helbredelsen, og dermed håber vi, at jobcentersyndromet kan gå på pension.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. apr. 2013 - 09:47   18. apr. 2013 - 10:00

Læserbrev

af Kurt A. Nissen, Slagelse, formand for Arbejdsskadeforeningen AVS