"Det er meget skuffende, når de mennesker, som hævder at ville hjælpe os afrikanere, er dem, der udviser så stor uvidenhed om vores forhold".
Afrikanerne skal holde op med at tigge om penge fra symptombehandlende projekter som Band Aid, og i stedet kræve at få reel medbestemmelse.
Ordene er Mcolisi Ngcamphalalas, en ung studerende og aktivist fra det fattige, enevældige kongedømme Swaziland, og det er en kritik af en af de mest solgte og spillede julesange nogensinde, Do They Know It’s Christmas? Ved de, mon at det er jul?
Sangen blev skrevet af Bob Geldof og Midge Ure, og indspillet af "superbandet" Band Aid for 30 år siden for at samle penge ind til ofrene for sultkatastrofen i Etiopien.
Den er blevet genindspillet flere gange siden med skiftende stjerne-besætninger, senest her i november for at samle penge ind til Ebola-ofrene i Vestsafrika.
Men Band Aid har tydeligvis ikke brugt meget tid på at forstå Afrikas problemer, mener Mcolisi Ngcamphalala.
"Jeg er taknemlig for deres forsøg på at hjælpe, men deres uvidenhed får mig til at betvivle deres motiver. At man ikke nævner årsagerne til afrikanske krige, sult og sygdomme som Ebola, fører til, at andre uvidende mennesker fejlagtigt konkluderer, at afrikanerne er krigsliderlige, beskidte, og ikke kan klare sig selv", siger han.
Ngcamphalala mener tværtimod, at vi i Vesten har en stor del af skylden for Afrikas problemer.
"Vores udfordringer er for en stor dels vedkommende et direkte resultat af Vestens udnyttelse og tyveri af afrikansk arbejdskraft og resurser, og en nykolonialistisk agenda, som sange som Do They Know It’s Christmas? er med til at fjerne fokus fra".
Han mener derfor at afrikanerne skal holde op med at tigge om penge fra symptombehandlende projekter som Band Aid, og i stedet kræve at få reel medbestemmelse på deres forhold, både fra ledere som hans egen enevældige kong Mswati III, og stormagternes regeringer og firmaer.
"VI har tigget hvide mennesker om hjælp i århundreder. Men hvis vi virkeligt vil skabe udvikling i Afrika, skal afrikanerne have mulighed for reelt at bestemme over vores egne forhold. At almindelige afrikanere får skylden for deres lidelser, er det samme som at skyde skylden på næsehornene for, at de er ved at uddø på grund af krybskytteri".
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278