For snart 10 år siden indgik Bispebjerg Lokaludvalg aftalen "Lidt mere Nordvest" med et flertal i Københavns Borgerrepræsentation. Aftalen indebar blandt meget andet, at det "nye" Ungdomshus blev placeret på Dortheavej i Københavns Nordvestkvarter.
Politiet har ikke en eneste gang været tilkaldt til Ungdomshuset i de snart 10 år, de har været på Dortheavej.
Bispebjerg Lokaludvalg tager kraftigt afstand fra urolighederne i forbindelse med markeringen af tiårsdagen for ungdomshusets nedrivning. Intet kan retfærdiggøre sådan uro og ballade, som vi var vidne til om aftenen 1. marts.
Vi er i lokaludvalget dog umiddelbart uenige i at det bør have konsekvenser for Ungdomshuset på Dortheavej som sådan.
De sidste snart 10 år, hvor det nye Ungdomshus har ligget på Dortheavej, har været præget af et konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde mellem udpegede repræsentanter for Ungdomshuset og lokalområdets beboere, kulturhuset, lokaludvalget og interessegrupper. Som jeg umiddelbart har fået det oplyst, har politiet ikke en eneste gang været tilkaldt til Ungdomshuset i de snart 10 år, de har været på Dortheavej.
De mest påtrængende sager har handlet om støj ved fester i huset, som alle parter har prøvet at løse på forskellig vis på bedste måde. Hvis man taler pænt og ordentligt til hinanden, kan meget lade sig gøre.
Der har i øvrigt overhovedet ikke været problemer med ungdomshusets faste brugere i vores bydel.
For syv år siden var der en episode, hvor udenforstående autonome ved Dortheavej mødte op og arrangerede en hærværkshappening, men det havde ikke noget med Ungdomshuset at gøre.
Uden præcis at vide, hvem der forleden demonstrerede og øvede hærværk på Nørrebrogade, tvivler jeg på, at dette er repræsentativt for ungdomshusets sædvanlige brugergrupper.
Man skal ikke, som Kulturborgmester Carl Christian Ebbesen foreslår, indføre kollektiv afstraffelse for enkelpersoners adfærd. Vi håber på og regner med et fortsat konstruktivt og afslappet samarbejde med Ungdomshusets faste brugere, som vi har god kontakt med.
Til slut en service-oplysning til "verdenspressen". Dortheavej ligger ikke på Nørrebro, - det ligger i Nordvestkvarteret i Bispebjerg Bydel. Bydelen hvor der er højt til loftet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278







