08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

At være eller ikke at være - dansk

At være eller ikke at være - dansk

Nationalismen er magtens løgn om, at der ikke er to hovedklasser i samfundet med helt uforenelige interesser - den udbyttende og den udbyttede klasse.

Dansk Folkeparti udnytter dygtigt nationalismen som redskab, så arbejderklassen fastholdes i borgerlig tankegang.
FOTO: Liselotte Sabroe / Scanpix
1 af 1

Nationalismen er et uundværligt våben i ethvert  borgerligt samfund mod enhver selvstændiggørelse fra borgerlig dominans. Det udnytter højrepopulister som Dansk Folkeparti bedre end alle andre.

Objektivt er den nuværende ophedede diskussion i de borgerlige medier om at være dansk vejen til den endelige fysiske udelukkelse og totale isolation af de etniske mindretal - i retning af fascismen.

Flertallet af de etniske mindretal tilhører arbejderklassen. Som specielt undertrykte må de naturligt alliere sig med arbejderklassen

Det er en klar illustration af den kendsgerning, at der ikke er tætte skodder mellem en "uskyldig" borgerlig nationalisme, højrepopulisme og fascisme.

Ikke at de er ens, men de er forbundne, fordi de alle er forskellige taktiske udtryk for den samme klasses interesser i forskellige situationer.

Nationalismen er magtens løgn 

Når borgerlig humanisme står helt hjælpeløs imod højrepopulismen, er det netop fordi den ikke i kraft af sin borgerlige natur kan gå op imod nationalismens borgerlige klassenatur.

Det er den borgerlige nationalisme, der har gjort det muligt for Dansk Folkeparti at gøre anti-muslimsk racisme til mainstream borgerlig politik.

Nationalismen er magtens løgn om, at der ikke er to hovedklasser i samfundet med helt uforenelige interesser -  den udbyttende og den udbyttede klasse.

Det altovervejende flertal af de etniske mindretal tilhører arbejderklassen. Som specielt undertrykte må de etniske mindretal naturligt alliere sig med arbejderklassen i deres forsvar og frigørelse fra undertrykkelse.

Problemet er at arbejderklassen selv står uden ethvert politisk forsvar efter Danmarks Kommunistiske Partis kolaps efter Sovjetunionens implosion og Socialdemokratiets overgang til neo-liberalismen under presset fra kapitalismens systemiske krise.

I de imperialistiske centre er al nationalisme gift for arbejderklassens selvstændiggørelse fra borgerlig ideologisk dominans. Det er i arbejderklassens interesse at afvise alt det abstrakte sludder om, hvem og hvad der er dansk og fastholde, at alle der bor og lever i landet er borgere med lige rettigheder for alle.

Borgerligt demokrati

Arbejderklassens program burde være Lenins radikale borgerlige demokrati for alle Sovjets mange etniske mindretal og nationaliteter. Under Lenin var alle sprog ligeberettigede i uddannelsessystemet og i alle statens magtorganer.

I alle verdens kapitalistiske lande indskrænkes nu alle den borgerlige revolutions demokratiske rettigheder med statens og private firmaers masseovervågning af borgerne.

I dag kan et radikalt borgerligt demokratisk program som fordeling af al jord i verden til dem, der dyrker den og alle borgeres adgang til deltagelse i magten ene og alene realiseres i forbindelse med virkeliggørelse af det socialistiske program for arbejdermagt i samfundet.

Og det er en international opgave for den internationale arbejderklasse renset for den nationalistiske og racistiske borgerlige gift.

Tidens eneste progressive spørgsmål er ikke "er du dansk nok" men "vil du være med til at forene arbejdere og andre undertrykte i alle lande mod al undertrykkelse - for menneskehedens frigørelse fra kapitalismens altødelæggende internationale hærgen?".

Det er overalt alle ægte anti-kapitalisters opgave at gå sammen og arbejde for at lede den kamp.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. okt. 2016 - 08:26   20. okt. 2016 - 08:30

Læserbrev

af Jette Kromann, København