Sidst i januar 2012 havde jeg været uforklarligt sløj - med ømme hævelser imellem tæerne. Min læge sendte mig til røntgen. Han sagde, at hvis det blev det mindste værre, skulle jeg indlægges.

Natten efter blev det værre, og cirka klokken fire om morgenen måtte jeg ringe til vagtlægen. Da han kom, kunne jeg ikke mere stå på højre ben, havde stærke smerter og var hjælpeløs. Vagtlægen undersøgte mig sporadisk, dog uden at spørge mig om eller tage min temperatur.

Han undrede sig ikke over mine nu meget hævede fødder og højre knæ, og han blev synligt irriteret, da jeg bad om at blive indlagt, som min egen læge havde sagt. Han tilbød mig noget smertestillende gigtmedicin, men jeg sagde at jeg havde taget stærke piller, og hvis jeg skulle have mere, skulle det være morfin, men at jeg bare ville indlægges, og om han ikke kunne kontakte min læge, hvis han ikke troede mig?

Vagtlægen nægter indlæggelse

Han blev sur, og mens han pakkede sin taske, sagde han: "Hvis jeg indlægger dig nu, bliver jeg til grin for samtlige kolleger".. Og så gik han bare. Der lå jeg og kunne bare vente desperat på, at jeg kunne ringe til min egen læge.

Mit held var, at jeg fik fat i ham et par timer efter, og at han straks sendte en ambulance på baggrund af min beskrivelse. For det viste sig siden, at det ikke havde drejet sig om dage, men om timer, før det havde været "for sent", som de fortalte mig på hospitalet.

Jeg var bare en hysterisk og fræk, gammel kone, der krævede morfin og indlæggelse, og som derfor ikke kunne tages alvorligt.

Det var en pneumokok-infektion, der havde lavet en meningit og hudlapper i knæet, som hurtigt måtte kikkertopereres ud. Jeg havde over 40 i feber ved indlæggelsen.

Jeg fik stærk antibiotika i tre måneder. De første seks uger på Skejby, hvor jeg fik morfin hele tiden og langsomt måtte lære at gå igen. Alt gik fint, og selve opholdet og behandlingen var udsøgt. Så jeg siger tak for livet til de dejlige mennesker der.

Da jeg kom hjem, klagede jeg over vagtlægen til Patientombuddet, som dog skulle vise sig at dække over det rene, kyniske svindel. Jeg fik, formidlet af regionen, en samtale med vagtlægen, som var arrogant og afviste alt og blandt andet sagde, at han aldrig havde termometer med ud, og at folk selv måtte tage deres temperatur.

Klagen afvises

Efter måneders ventetid blev min klage pure afvist, da de kun havde troet på lægens forklaring om besøget, hvor han (med lidt pænere ord) sagde, at jeg bare var en hysterisk og fræk, gammel kone, der krævede morfin og indlæggelse, og som derfor ikke kunne tages alvorligt. Mine mange spørgsmål, for eksempel om lægen ikke skulle have undersøgt, om jeg havde feber, blev ikke nævnt endsige besvaret.

Efter flere insisterende breve opgav jeg at få svar på noget som helst, bortset fra, at de mærkeligt nok indrømmede, at de overhovedet ikke havde kontaktet hverken hospitalet eller min egen læge i forbindelse med deres undersøgelse af min klage.

Jeg kan fortælle som en lille pudsighed i denne farce, at jeg for nylig fik et svar fra patientforsikringen. Naturligvis med et afslag, men de skrev dog, at vagtlægen selvfølgelig skulle have undersøgt, om jeg havde feber.

Lad mig til sidst bringe hele problematikken ind i den aktuelle politiske sammenhæng, hvor Danmark er bagefter andre lande med at bruge båndoptager ved afhøring af sigtede.

Alle de samme gode argumenter gælder måske ligeså meget i forhold til, at også vagtlægebesøg og for eksempel møder i anbringelsessager og lignende, burde optages på bånd. Eller at dette i det mindste skal tilbydes patienten som en mulighed.

Det ville give mig (og tusinder af andre patienter og klienter) et minimum af retssikkerhed, som vi ikke har nu.