For nylig var der atter præsidentvalg i Iran. Regimets ultrakonservative og magtfulde leder, Khamenei, og hans fløj havde denne gang opstillet en person ved navn Ibrahim Reisi som deres kandidat til præsidentvalget.

Oppositionsgrupper, arbejder- og kvindesagsaktivister, NGO'er eller humanitære organisationer, som forholder sig kritisk overfor forholdene, er forbudte i Iran. 

Reisi var en højtstående person i Irans efterretningstjeneste i mange år. I 1988 var han en del af den såkaldte "dødskommission", som bestemte over henrettelsen af flere tusinder af politiske fanger i løbet af kort tid. 

Udover Reisi blev en lille håndfuld af kandidater, heriblandt nuværende præsident Rouhani, godkendt til at stille op af Vogternes Råd, som er et af regimets kontrollerende organer.

Ikke noget frit valg

Under det islamiske regimes levetid i de sidste 38 år har der aldrig vært tale om et reelt og frit valg. Ifølge den iranske islamiske grundlov må kun mænd, som er shiamuslimer, og som har bevist deres troskab mod det islamiske regime og haft en fortid som beviser, at de har tjent regimet, stille op til præsidentvalget.

Samtlige oppositionsgrupper, arbejderaktivister, kvindesagsaktivister, NGO'er eller humanitære organisationer, som blot forholder sig en smule kritisk overfor forholdene, er forbudte i Iran.

Mange af de mennesker, som kæmper for de mindste rettigheder, sidder i dag enten i de iranske fængsler, er forfulgt eller under skarpt opsyn. Så ingen af dem kan eller må stille op til de såkaldte valg i Iran.  

Dem, der er tilbage er de kræfter, som fra starten var med til at opbygge og opretholde det islamiske regime.

De kræfter, som var med til at slå brutalt ned på folkets revolution i 1979 og var Khomeinis trofaste "soldater" i alle de år, hvor blandt andet tusindvis af politiske fanger blev henrettet i de iranske fængsler, så regimet kunne fastholde sin magt og redde sit liv under de mange politiske og økonomiske kriser.

I mange år ville den magtfulde fløj i Iran - altså den ultrakonservative fløj med Khamenei i spidsen - ikke engang tåle de såkaldte reformvenlige fløje i regimet. Altså den fløj, som mente, at man skulle bevare det islamiske regime ved at have en mildere politik overfor vesten, have en lille smule åbning og satse på de udenlandske investorer for at løse de økonomiske problemer.

Men den ændrede magtbalance indenfor regimet i de senere år og den stigende fare for en folkelig bevægelse mod hele regimet, har fået den konservative fløj til i en vis grad at acceptere den såkaldte reformvenlige fløj som medspiller i magtfordelingen.

Khamenei har bøjet sig i forhold opstilling af dem, som ikke tilhører hans egen fløj med håb om at lette det enorme pres, som hele regimet er under.      

Mod den ultrahøjre fløj

Ved fredagens præsidentvalg løb Hassan Rouhani, som repræsenterer den mindre konservative fløj, endnu en gang med sejren. Både ved valget i 2013 og ved dette valg var der to konkrete årsager til, hvorfor folk som stemte på Rouhani gjorde som de gjorde.

Den ene grund var frygten for trusler om sanktioner og krig mod Iran pga. genoptagelsen af konflikterne omkring atomaftalen.

Den anden grund til at stemme på Rouhani var frygten for endnu en periode med endnu mere brutalitet og undertrykkelse af befolkningen, hvis Khamenei og Revolutionsgarden ikke fik et internt modspil.

Ved at stemme på den såkaldte reformvenlige fløj har befolkningen endnu engang signaleret deres utilfredshed med de politiske og økonomiske forhold i Iran. Deres stemme er mere et nej til Khamenei og Revolutionsgarden og deres endegyldige magt end et ja til det, som Rouhani byder dem.