08 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vandkvaliteten er sikret

Vandkvaliteten er sikret

Vi går ikke på kompromis med vandkvaliteten, når vi blødgør vandet. Svar fra HOFOR til Nikolaj Sorgenfrei Bloms.

I et indlæg i Arbejderenden 30. november skriver Nikolaj Sorgenfrei Blom, at HOFOR benytter kemisk behandling til at fjerne kalk fra vandet, og han spørger samtidig, om vi har holdt pelletmetoden (som HOFOR anvender) op imod alle relevante alternativer til at blødgøre vandet.

Pelletmetoden er en velkendt, sikker metode, der har været anvendt i blandt andet Holland, Tyskland og Sverige i en årrække.

Det vil vi gerne svare på. Det er rigtigt, at HOFOR er i gang med at blødgøre vandet i hele vores forsyningsområde. Det gør vi af hensyn til forbrugerne, som døjer med at fjerne kalk fra fliser, vandhaner og elkedler, og fordi det vil spare både omkostninger, afkalknings- og rengøringsmidler, samt affaldsmængder af tilkalkede husholdningsapparater og rør, når vi fjerner kalk fra vandet.

Det fungerer i Brøndby

I Brøndby har vi siden 2017 leveret blødere vand ved hjælp af pelletmetoden. Det er en velkendt, sikker metode, der har været anvendt i blandt andet Holland, Tyskland og Sverige i en årrække.

I processen tilsætter vi natriumhydroxid til vandet sammen med desinficeret sand. Natriumhydroxiden er af fødevarekvalitet og altså ikke almindelig afløbsrens, som Nikolaj Sorgenfrei Blom skriver.

Natriumhydroxiden sørger for, at kalken binder sig til sandkornene og bliver til kalkpellets, der kan fjernes. Vandet overholder som hidtil alle krav til god vandkvalitet, og vi kontrollerer det løbende. Blødgøringsmetoden er godkendt af alle relevante myndigheder.

Relevante metoder undersøges

Vi er enige i, at det er nødvendigt at undersøge andre blødgøringsmetoder, før vi igangsætter blødgøring i så stor skala som nu. 

Forud for beslutningen om blødgøring ved hjælp af pelletmetoden har HOFOR da også undersøgt alle de øvrige metoder, der var mulige og relevante i forhold til central blødgøring på vandværkerne.

Her har vi vurderet på egnethed i forhold til vores konkrete vandkvalitet, på miljø- og sundhedsforhold, på sikkerhed og dokumenteret effekt. Rapporter fra COWI/Naturstyrelsen, 2011, og Rambøll/Fødevare- og Miljøministeriet, 2018, understøtter i øvrigt, at pelletmetoden er den mest velegnede i forhold til miljø og økonomi på større vandværker, som vi har i HOFOR.

Vi følger løbende med i ny viden på området og vurderer, om det er relevant at supplere med andre metoder i den videre udrulning af blødere vand. Afgørende er som hidtil, at der er solid dokumentation for metodens effekt, og at metoden kan anvendes på vores vandkvaliteter og til vores størrelse af vandværker. Her er vi endnu ikke stødt på andre metoder, der kan løse opgaven lige så godt som pelletmetoden på vores store regionale vandværker.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. dec. 2018 - 08:44   19. dec. 2018 - 08:50

Læserbrev

af Susanne Lykke Jakobsen, programleder for blødere vand, HOFOR