Der gik ikke mange timer før begivenhederne i København den 14. februar blev udråbt som det terrorangreb, vi alle har frygtet skulle ske i Danmark.

Flere og flere grupper er blevet udstødt og dømt til et liv i fattigdom i et belastet boligkvarter.

Over hele det politiske spektrum er det blevet beskrevet som et angreb mod demokratiet, et angreb mod hele det danske folk og mod dets jødiske mindretal. Med den erfaring jeg har efter 35 år som socialrådgiver, er jeg slet ikke sikker på, at det er tilfældet.

Jeg ser det snarere som en ung mands desperate selvmordsforsøg, som lykkedes, og hvor det desværre også lykkedes at tage andre med i døden.

Vi har fået lidt flere oplysninger om gerningsmanden Omar, som var 22 år og lige løsladt fra fængslet efter at have afsonet to år på grund af et alvorligt knivstikkeri. Efter sigende skulle han være blevet radikaliseret i fængslet og have udtrykt ønske om at tage til Syrien og kæmpe for Islamisk Stat.

Et belastet kvarter

Vi ved, at Omar er opvokset i Mjølnerparken i København, et meget socialt belastet boligkvarter med mange fattige flygtninge og indvandrere. Det er også et kvarter, hvor der er kriminelle bander, men Omar tilhørte ikke nogen bande og han var i færd med at uddanne sig på VUC, da han blev fængslet efter et ganske voldsomt knivstikkeri.

Hvad får en ung mand til at begå en sådan forbrydelse? Har han fået psykologbehandling i fængslet? Det har han næppe. Han har måske i fængslet søgt efter en mening med tilværelsen, og med en muslimsk baggrund er det nærliggende at søge svar i den islamiske tro.

For nogen er det en vej ud af et kriminelt miljø, men det kan også for nogen være en mulighed for at slippe af med livet ved at vælge martyrdøden.

Når man vælger døden, er det fordi man ikke ser nogen muligheder i livet. Man kan ikke forestille sig, at man kan få et godt liv, sådan som forholdene er. Har man så store vanskeligheder i livet, er der brug for støtte, og det gælder både i fængslet og i samfundet i det hele taget.

Styrk det sociale arbejde

Uligheden i Danmark er steget voldsomt siden årtusindeskiftet. Flere og flere grupper er blevet udstødt og dømt til et liv i fattigdom i et belastet boligkvarter.

Skal vi leve i et fredeligt land uden voldsomme skel i befolkningen, må vi udover at mindske uligheden også sætte ind med mere socialt arbejde og respektere det som et vigtigt redskab til, at vi alle sammen kan få mulighed for at leve et tilfredsstillende liv.

Socialt arbejde har i den grad været miskrediteret siden den borgerlige regering kom til i 2001. Men det er jo blot at forsøge med den lovgivning, vi har på området, at hjælpe mennesker på vej til en bedre tilværelse og give dem mulighed for at overvinde egne vanskeligheder.

Istedet for at give flere ressourcer til politiet og PET vil det give langt mere mening at styrke det gode sociale arbejde og støtte de mennesker, der står i en vanskelig situation.