Faren for, at det skal lykkes at knække velfærdssamfundet, er ikke blot en vag frygt, men en dyster virkelighed. Det må vi slutte af liberalisternes ønske om at privatisere institutionerne inden for sundhedsvæsenet og gøre det til et lukrativt område i forretningsbranchen.

Der er milliarder at tjene, men disse gevinster går det private erhvervsliv forbi, så længe hospitaler og sygdomsbehandling bevares i offentlig regi.

Naturligvis indrømmer højrefløjen ikke denne hensigt. De kender folkets ønske om at beholde velfærden og går skridtvis til værks. De kalder hver nedskæring af statsbudgettet for nødvendige besparelser for netop at kunne opretholde kerneværdierne i velfærdsamfundet.

Der tales lavmælt om, at vi bør være med i det såkaldte missilskjold, som vil føje nye milliarder til de nuværende omkostninger.

Smart nok, for begrebet kerneværdier er et vidt begreb. Det kan indsnævres undervejs, indtil der er brugerbetaling på alt muligt. Metoden er at sænke skatterne, og når budgettet ikke kan holde, skal der nødvendigvis spares. Det bliver så i sundhedsvæsenet, hvor de store udgiftsposter ligger.

Da det er de borgerlige partier, der ønsker privatiseringer, mens de socialt indstillede politikere går ind for offentlig velfærd, har vi fået en velkendt højre-venstre konfrontation på området. De mest bevidste vælgere ved derfor udmærket, hvor de hører hjemme.

Kampfly eller sygehuse

Men der er en anden faktor, der spiller mere og mere ind. Det er, hvordan vi bruger de offentlige midler. Vi har i det sidste års tid hørt meget om de nye kampfly til forsvaret. De vil koste 30 milliarder kroner i tillæg til nationens årlige forsvarsbudget, som for længst har passeret 20 milliarder.

Og nu tales der lavmælt om, at vi bør være med i det såkaldte missilskjold, som vil føje nye milliarder til de nuværende omkostninger.

Men nu er der valgkamp, og vi vælgere har krav på at kende politikernes holdninger, før vi går til stemmeurnerne. Det er et rimeligt krav. Partierne må fortælle os, om de vil deltage i opbygningen af det gigantiske missilsystem, som vil dræne statskassen for nye milliarder.

Ser vi på, hvordan de militære midler er blevet brugt, er det svært at konkludere, at de er anvendt i forsvaret af Danmark. Vi har tværtimod ladet os trække frivilligt med i angrebskrige, når de gamle kolonimagter fandt det ønskeligt at udvide deres indflydelse i verden.

De nævnte stormagter har startet disse krige under dække af at ville skabe demokrati og mere humanistiske forhold. Men de geopolitiske interesser var hovedsagen. Herhjemme har mange trøstet sig med, at der kunne skabes humanitære regimer som et biprodukt.

Kaos for dyre penge

Erfaringerne viser imidlertid, at det har været en fiasko. Både i Syrien, Irak og Libyen er der sket en forværring af forholdene. Moderate muslimske regimer er blevet styrtet og i stedet kom kaos og ekstremisme. Alligevel ser det ikke ud til, at vore politikere tør ændre den destruktive kurs.

Det er her, vores velfærdssamfund kommer ind i billedet. Selv om viljen til at bevare dette er til stede, hjælper det ikke, hvis vi undergraver statsbudgettet med enorme militære udgifter. Virkningen vil være den samme: Der må skæres ned på sundhed og velfærd for at have råd til krudt og kugler.

Valget står således også mellem dem, der vil udvikle et gigantisk militærapparat, og dem, der vil prioritere velfærden. Der bli'r ikke råd til begge dele.