Under den kolde krig arbejdede Sveriges navnkundige statsminister Olof Palme på at skabe en fælles sikkerhed for alle - såvel venner som mulige fjender. Palme forstod, at sikkerhed i sin natur var udelelig.

Kan vi fortænke russerne i at føle sig usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle kompleks kan hitte på?

Hvis en alliancepart ensidigt ville øge sin sikkerhed gennem opbygning af militær kapacitet, så måtte en anden alliance uvægerligt opleve sin sikkerhed som forringet.

Og modparten måtte føle sig nødsaget til at svare igen ved at følge trop med en oprustningsspiral af svar og gensvar til følge. 

Våbenkapløbet

Hvis for eksempel Warszawapagten med Sovjetunionen i spidsen igennem en ensidig militæropbygning kun tænkte på at øge egen sikkerhed overfor forestillede angreb fra forestillede fjender som for eksempel NATO , så ville det blot medføre at NATO-landene kunne føle sig mere usikre. Og omvendt på samme måde.

Aktuelt må således Rusland stille sig selv spørgsmålet om, hvilke interesser NATO's planlagte oprustning med et missilskjold med usårlighed til følge så mon skal tjene?

At bruge ressourcer på opbygning og vedligehold af et effektivt missilskjold måtte jo betyde, at NATO-landene var usikre på Ruslands fredelige hensigter og faktisk bange for at blive truet med og måske angrebet af Rusland med atomvåben.

Men ledelsen i Rusland ved jo, at NATO-landet USA til enhver tid kan svare igen på et militært angreb og smadre Rusland med et angreb med atomvåben. Og med hensyn til konventionelt militær så ved russerne, at NATO-landene har investeret for det tidobbelte af Ruslands, så hvorfor vil NATO så bruge ressourcer på at opbygge et missilskjold, som ifølge al politisk og militær fornuft må ses som sikkerhedsmæssigt formålsløst og penge ud af lommen?

Balancen er væk

Den ansvarlige ledelse i Rusland må så blive nødt til at spørge, hvad mon formålet kan være? Og dette vel ikke mindst set i lyset af, at NATO siden murens fald har ekspanderet mod øst - stadigt tættere på det minimerede Ruslands grænser?

Derfor – russisk fjendebillede af os eller ej - kan vi fortænke russere i at spørge hverandre, om virkelig NATO med USA i spidsen - snart siddende i sikkert ly bag missilskjoldet - kan tænkes at ville bruge denne nye usårlighed i aggressivt øjemed?

Det kunne for eksempel være til næsten omkostningsfrit at føre en mere aggressiv nationalistisk udenrigspolitik og om nødvendigt true Rusland og alverden til at makke ret, næste gang der kommer uoverensstemmelser om ressourcer og geopolitik?

Ja kan vi - med tanke på måske at se især Donald Trump som USA’s næste præsident - fortænke russerne i at føle sig ekstremt usikre på, hvad USA-regimet med dets militær-industrielle-medie-akademiske kompleks så kan hitte på?

Olof Palmes klarsyn

På den baggrund må USA-regimets brug af atomvåben af potentielle modparter opleves som en mulig trussel. Og hvad gør en panisk russisk ledelse så for at beskytte sin befolkning? Skal vi så også til at opleve russisk terror i København?

Dog forhåbentlig vil russerne at henvise til Olof Palmes tanke om den fælles sikkerhed. Og så må vi støtte det. Men vi må hellere tage sagen i vores egen hånd og straks stoppe opbygningen af missilskjoldet og i stedet sætte gang i tillidsskabende foranstaltninger som led i opbygningen af  samarbejde om fælles sikkerhed.

Gorbatjov sagde efter afslutningen på den kolde krig, at det var den brede fredsbevægelse i Vesten, der havde givet ham tillid til, at det var muligt at stoppe den daværende dødsensfarlige atomvåbenkaprustning.

Hvordan kan Ritzau overhovedet udsende et telegram, om hvorvidt Danmark skal være med til at betale for et missilskjold, bragt i landets toneangivende medier - uden at nogen overhovedet inddrager Olof Palmes klarsyn?