På et møde i januar for de nordiske venstrefløjspartier vedtog fem af partierne et dokument om nordisk samarbejde om at løse flygtningeproblemerne i Norden, Europa og globalt.

Problemerne med menneskesmuglere, der sender flygtninge ud på Middelhavet i alt for små både, kan næppe løses af de nordiske lande.

Da flygtningeproblemerne er nordiske, europæiske og globale, kræves der – ganske som dokumentet også fremhæver – en nordisk indsats, hvor vi bygger på de nordiske humanitære traditioner, og en FN-indsats gennem FN'S Flygtningehøjkommissariat, hvis det er hensigtmæssigt at bruge FN – og hvis FN vil og kan.

Men dokumentet er svagt med hensyn til den europæiske indsats. I Europa er flygtningene ulige fordelt med alt for mange i det kriseplagede Grækenland, mere end 400.000 i Tyskland og cirka 150.000 i Sverige.

Dokumentet vil "lægge pres for at få EU til at gøre noget" – men er upræcist med hensyn til, hvordan vi får EU og de europæiske lande til at lave en fair og realistisk fordeling.

En sådan fordeling må tage hensyn til landenes befolkningstal, økonomi og integrationspotentiale. Vi må bruge EU som redskab for denne fordeling, da vi ikke har andre redskaber på kort sigt.

Problemerne med menneskesmuglere, der sender flygtninge ud på Middelhavet i alt for små både, kan næppe løses af de nordiske lande. Her er Sydeuropa en mere erfaren medspiller, og forhandlingerne mellem EU og Den Afrikanske Union om at stoppe menneskesmuglere er vigtig.

Den EU-skepsis, der jo findes i de nordiske lande, må ikke hindre, at vi stiller krav til EU om at lave en fordelingspolitik sammen med europæiske lande, som så skal forpligte de europæiske og de nordiske lande.

Hvordan kan de nordiske venstrefløjspartier forbedre deres udspil, så vi får en mere realistisk holdning til at bruge EU som redskab for fordeling? Hvor realistisk er det at lade FN'S Flygtningehøjkommissariat spille en større rolle?