Per Dørup Jensen fra Aalborg kritiserer i Arbejderen den 24. november min og Enhedslistens antiimperialistiske linie og holdning til FN.

I en tid, hvor imperialismen er meget dominerende på verdensplan, og hvor krigene føres både via NATO og udenom NATO, undrer det mig, at der er så lille interesse i at bruge og arbejde for et FN, der i endnu højere grad kan løse problemer.

Man kan næsten få den opfattelse, at Per Dørup Jensen mener, at vi skal opgive det hele – at intet kan laves om.

Venstrefløjens ansvar

Jeg mener, vi har et kæmpe ansvar på venstrefløjen – ikke mindst for den alt for lille aktivitet, der er i fredsbevægelsen, i de internationale solidaritetsorganisationer – og også i debatten om alternativer til krig og oprustning, når det drejer sig om verdens konflikter.

Eller det er måske alene min og Enhedslistens skyld?

Jeg vil ikke gentage, hvad jeg har skrevet om FN, om krigen i Eks-Jugoslavien eller Libyen. Jeg tror, at mine holdninger er Arbejderens læsere bekendt fra både skriverier og debatmøder.

Jeg vil dog forholde mig en af de aktuelle krige, som Per Dørup bruger som eksempel, nemlig Syrien. Han skriver:

"Og i "borgerkrigen" i Syrien, som Chr. Juhl kalder krigen mellem det - i hvert fald i relation til den konkrete krig - bredt folkeligt støttede Assad-styre og de væbnede og fortrinsvis udenlandske USA- og EU støttede "oprørere", gentager Enhedslisten så Nato´s imperialisme-retorik!"

Jeg støtter ikke Assads styre og tvivler på hans folkelige opbakning.

Jeg støtter ikke Assad-styret. Jeg tvivler på hans folkelige opbakning. Jeg har ingen respekt for hans holdning til demokrati og menneskerettigheder i hans eget land. Og jeg har for mange år siden slået den automatpilot fra, der siger, at hvis Assad er støttet af det kommunistiske parti i Syrien, ja så støtter jeg ham også.  

Jeg støtter ikke oppositionen som en samlet enhed. Det er for unuanceret. Dele af den er - som Per Dørup Jensen skriver - udenlandske "oprørere", som jeg ikke har nogen sympati med.

Men det er forsimplet at overse, at oprøret reelt startede med fredelige, folkelige demonstrationer, som Assad greb urimelig hårdt ind over for. Og konflikten eskalerede. Herefter så kræfter udefra, at det var interessant at blande sig.

Både krig og borgerkrig

Krigen er lige nu både en borgerkrig og en konflikt med mange udenlandske interesser. Både USA, Rusland, Iran, EU og andre har interesser i konflikten. At negligere den sociale utilfredshed i den syriske befolkning og at forsimple analysen, som Per Dørup gør, fører uvægerligt til forkerte konklusioner.

Der er grupper i oppositionen, Syrian National Coordination Body som tilsyneladende har klare holdninger, og som har frabedt sig international indblanding – og bedt alle kræfter om ikke at sende flere våben til Syrien. De er ikke store, men de er der.

Mit mål er at støtte en våbenhvile, så der kan komme gang i en egentlig fredsforhandling. Så vil et efterfølgende valg vise, hvem der egentlig har en folkelig opbakning.

Socialister af i dag bør inddrage flere nuancer og faktorer i analysen af de internationale konflikter og af FN, end Per Dørup Jensen gør.

Ellers ender vi langt ude i skoven, uden evne til at orientere os.