I sin åbningstale sagde COP19-konferencens præsident, Marcin Korolec, som også er polsk miljøminister, at "vi er ved at tabe den ulige kamp mellem mennesket og naturen". Bare han og de øvrige deltagere tog dette udsagn alvorligt.

Klimakonferencen er et årligt møde, hvor verdens stater – under pres fra lobbyister fra et stort antal firmaer - i princippet søger at vedtage en plan for klimapolitikken under United Nations Framework Convention on Climate Change.

Jeg skriver "i princippet", fordi klimakonferencen i november sidste år viste sig at være endnu en forspildt chance, hvor verdens ledere igen satte politisk vanetænkning, vækstdrevet forbrugskultur og kortsigtede interesser hos de store firmaer højere end at afværge en truende økologisk katastrofe.

COP19 skulle have banet vejen for en aftale i 2015, der skal erstatte Kyoto-protokollen fra 1997 og være med til at sikre, at den globale opvarmning ikke overstiger to grader i forhold til niveauet før industrialiseringen.

Fiasko

Men COP19 var i denne forstand en fiasko. Godt nok udtalte en af forhandlerne, den danske klimaminister Martin Lidegaard, at man "fik sådan set det resultat, vi gik efter", men så har man godt nok sat barren så lavt, at stadigt stigende temperaturer med tilhørende klimakatastrofer reelt bliver uundgåelige og irreversible om nogle få årtier.

Og verdens miljøorganisationer var - ikke overraskende - uenige med Lidegaard. Hundredevis af disse udvandrede i protest over regeringsledernes manglende vilje – heriblandt store organisationer som Greenpeace, Oxfam, Friends of the Earth og Verdensnaturfonden WWF, hvis klima- og miljøchef John Nordbo udtalte, at ingen af de tidligere klimakonferencer "har været så ringe som denne".  

Der er ellers god grund til, at verdens ledere tager arbejdshatten på. De seneste 30 år har været de varmeste i over tusind år, og CO2-koncentrationerne i atmosfæren er de højeste i 800.000 år, skriver FN's Klimapanel IPCC i en rapport.

CO2-koncentrationerne i atmosfæren er de højeste i 800.000 år, skriver FN's Klimapanel.

Vi har igennem de seneste ti-tyve år allerede set resultatet af de støt stigende temperaturer, nemlig oversvømmelser, tsunamier, orkaner, tørker, samt smeltning af store is-områder. Og vi vil få flere af disse i fremtiden, hvis vi ikke kraftigt nedsætter vores CO2-udledning.

Disse kriser vil især – men absolut ikke udelukkende – finde sted i u-landene, som i forvejen er pressede i forhold til blandt andet sultkatastrofer. Og klimakrisen vil derfor med al sandsynlighed også føre en social og politisk krise med sig, der vil medføre borgerkrige, epidemier og en stigende flygtningestrøm mod landene i nord.

En rapport fra FN's Miljøprogram, UNEP, beskriver, hvordan temperaturen vil stige med 3,5 til 4 grader i år 2100, hvis ikke vi nedbringer CO2-udledningen betragteligt. Effekterne af denne opvarmning vil især være "ekstreme" på det afrikanske kontinent, siger rapporten.

En rapport fra Verdensbanken fra sidste år, der kalder scenarierne for en 4 graders stigning for ”ødelæggende”, forklarer, at en sådan stigning blandt andet vil kunne føre til markante fald i verdens samlede høstudbytte, en stigning i verdenshavene på over en meter i år 2100 og illustrerer med at pointere, at gennemsnitstemperaturforskellen på jorden mellem istiden og nu blot var omkring 4-7 grader lavere.

Kapitalismens vækstmantra

Der er dog en relativ simpel, men ikke desto mindre krævende, måde at undgå disse scenarier på: vi må investere langt mere i bæredygtige energikilder til den energi vi trods alt skal bruge, men vi skal også gøre op med de seneste århundreders fokus på vores kapitalistiske samfunds utopiske forbrugs- og vækstmantra.

Et forbrug der kun har kunnet lade sig gøre gennem en uhæmmet brug af finitte resurser som olie eller uholdbar fældning af skove, alle ting der frigiver store mængder CO2.

Løsningen er derimod ikke det, som mange politikere og firmaer foreslår, nemlig at vi på en eller anden måde kan opfinde os ud af klimakrisen, kan bruge biobrændsel som et supplement til benzin eller sælge klimakvoter til hinanden som et andet pyramidespil.

Ingen af disse løser det underliggende klimaproblem, men skaber flere problemer end de løser. Eksempelvis er produktionen af biobrændsel skyld i stigende fødevarepriser, manglende fødevareproduktion for fattige familier med efterfølgende sultkatastrofer og land grabbing i u-landene.

Men når der nu tydeligvis ikke bliver gjort nok for at løse klimaproblemerne, og når vores ledere ikke vil tage ansvaret for den verden, vi lever i, må civilsamfundet og almindelige mennesker selv tage affære ved at være med til at presse vores politikere og firmaer til at føre en klimamæssigt ansvarlig politik og handle på en måde, der er bæredygtigt.

Det er der sådan set ikke noget nyt i, og sådan har almindelige mennesker været med til at skabe forandring og forbedringer til alle tider.