TV-seerne i nok det meste af verden er blevet præsenteret for mindehøjtidelighederne for én af verdenshistoriens største militære operationer: Invasionen i Frankrig d. 6. juni 1944 - for 70 år siden.

En del veteraner, der som soldater havde deltaget i operationen, var til stede. Deres alder er nok omkring 90 år. De var stolte af deres bedrift dengang og blev hyldede af de øvrige tilstedeværende, for hvem begivenhederne dengang kun kendes fra historiebøgerne.

Set fra et militært synspunkt er hyldesten forståelig. Men et mindretal af veteranerne opfatter det anderledes. De nåede frem til den opfattelse, at de havde været ofre for militarisme. Efter krigen gik de ind i det organiserede arbejde mod militær og militarisme.

 Et mindretal af veteranerne nåede frem til den opfattelse, at de havde været ofre for militarisme.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, var også tilstede. Men der var ingen tyske krigsveteraner, skønt nogle af dem sikkert stadig lever. Havde de deltaget, kunne det have været udtryk for forsoning.

De tyske veteraner havde intet valg dengang. Tyskland havde ingen militærnægterlov. De pacifistiske organisationer var forbudt, og deres ledere var fængslede. I samtlige af Tyskland besatte lande - med Danmark som undtagelse - blev de pacifistiske organisationer forbudte og deres ledere forfulgte.

De af de invaderende lande, der havde tvungen soldatertjeneste - deriblandt England - havde en militærnægterlov, som nogle benyttede sig af. Og overalt i de demokratiske lande arbejdede de pacifistiske organisationer frit, uagtet at de lige så lidt som nu var populære i militære kredse.

Måtte D-dagens 70-årsdag føre til en styrkelse af de pacifistiske og antimilitaristiske kræfter i verden, hvor ikke mindst rustningsindustrien lever højt på oprustning samt krige og konflikter forskellige steder på kloden.