Krigsveteranen Benjamin Yeh, som var udstationeret seks måneder i Bosnien i 1998-99, og som efter sin hjemkomst måtte begynde at tage nervemedicin for at komme igennem hverdagen, udtalte dem 5. september til Arbejderen:

"Anerkendelse handler ikke om en enkelt årlig flagdag med faner og medaljer - men om årets 364 andre dage. Det er her, vi kan redde liv. Vi oplever, at soldaterne er helt i opløsning, når de kommer hjem, men de får ikke den hjælp, de har brug for ude i de hårdt økonomisk trængte kommuner. Veteranerne bliver svigtet og bliver kastet rundt i systemet. Politikerne må tage stilling til, om de bare vil ære veteranerne med en årlig flagdag eller de i dagligdagen vil sikre os den hjælp, vi har brug for".

Som handicappet må jeg virkelig give ham ret. Men desværre er det ikke kun krigsveteranerne, som bliver svigtet 364 ud af årets 365 dage. De sindslidende har også en dag, som de markerer, nemlig Sindets Dag den 10. oktober, hvor psykiatriske organisationer kommer ud i byen og fortæller om, hvordan man som sindslidende kan leve med sin sygdom/ sit handicap og eventuelt på et tidspunkt kan komme sig.

Besparelserne gennemføres ved at lokalpolitikerne enten lukker værestederne eller fyrer personalet og indsætter frivillige.

På denne dag plejer en eller flere lokalpolitikere at dukke op for at støtte sagen, men ellers kan man jo - via medierne - læse sig til, at politikerne er ligeglade med de sindslidende. For hvorfor gennemføres der ellers besparelser på de sindslidendes væresteder? Besparelserne gennemføres ved at lokalpolitikerne enten lukker værestederne eller fyrer personalet og indsætter frivillige.

Og det samme gælder for mennesker med fysisk handicap. De bliver også i den grad svigtet året rundt på nær en dag, nemlig den 3. december, hvor det er FN’s internationale Handicapdag.

Og denne dag markeres ved at de fleste kommuner uddeler deres egne handicappriser, som enten går til en virksomhed, en person eller en organisation, som har gjort noget ekstraordinært for mennesker med handicap i løbet af året.

Men resten af året taler lokalpolitikerne om besparelser på handicapområdet. Og det sker ved, at mennesker med handicap får tildelt mindre hjælp, får frataget nogle af deres hjælpemidler eller ved at de skal hjemtages til deres egen kommune, hvis de bor i en institution/bofællesskab under en region eller i en anden kommune, fordi deres lokalpolitikere skal spare på økonomien.

Så resten af året tænker politikerne slet ikke på de sindslidendes, fysisk- og/eller psykisk handicappedes ve og vel. De tænker kun på økonomien.