Som beboer i Region Sjælland glædes man over den fine service, der ydes på regionens hospitaler, herunder på Roskilde Sygehus, som blandt andet er kendt for dets glimrende hjerteafdeling.
Derfor undrer jeg mig såre over Sundhedsstyrelsens udmelding om, at personer, der bor øst for Storebælt, og som kommer i den alvorlige situation at få blodpropper i hjertet, kun kan behandles forsvarligt på Rigshospitalet.
Det er tankevækkende, når sundhedsstyrelsen hævder, at øget transporttid ikke vil være til gene for mennesker, som skal behandles for blodpropper i hjertet.
På baggrund af den ekspertise, som rent faktisk findes på Roskilde Sygehus, må man stille det rimelige spørgsmål, om københavneriet fortsat florerer i nutidens Danmark, og om Sundhedsstyrelsen har en skjult dagsorden, siden styrelsen drager fagligheden og kapaciteten på Roskilde Sygehus i tvivl.
Personer, der er så heldigt stillet at bo i områder nær Roskilde Sygehus, har ydermere den fordel, at Roskilde Brandvæsen, hvis ambulancetjeneste er helt i top hvad faglighed angår, på få minutter kan transportere hjertepatienter til den fornødne behandling på sygehusets hjerteafdeling. Det er særdeles betryggende. Ganske anderledes forholder det sig, hvis transporten forlænges til Rigshospitalet.
Tankevækkende er det, at man fra Sundhedsstyrelsens side øjensynligt kan hævde, at øget transporttid ikke vil være til gene for mennesker, som skal behandles for blodpropper i hjertet. Er der virkelig seriøs lægefaglig baggrund bag denne udmelding? Det vil være interessant at få navne frem på de personer, der tør fremføre en så dristig påstand.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278