Der var mange, som jublede højt, da vi fik en rød regering. Ønsker, håb og ambitioner om en rød politik blev pludselig realistiske. Endelig et opgør med den blå farve. Et nyt samfund, hørte jeg nogen sige...

Dog, har den såkaldte røde regering vist sig at føre meget blå politik. Især nu, når krisetiderne rammer os, og vi ser flere og flere arbejdspladser, som enten går konkurs eller laver fyringsrunder. Man skulle tro, at en regering så rød som vores, ville regulere således, at vi får flere arbejdspladser.

Men nej, regeringen er cirka ligeså rød som farven blå. Vores røde regering har ladet den (ikke så) usynlige hånd gribe ind. Der er blevet reguleret akkurat så meget, at arbejdsmarkedet er en jungle, hvor vilde sultne løver er på rov efter mad.

Istedet for at skabe arbejdspladser, har vores regering taget grundprincipperne i vores velfærdssamfund og skåret dem fra. Den har lavet en dagpengereform, som er lige præcis det, som en blå regering ville have gjort. 

Ved at skære ned på dagpengeperioden, tillader regeringen at mange falder ud af dagpengesystemet og ender på kontanthjælp. Med en sådan indkomst har arbejdsløse ikke mulighed for at være medlem af en fagforening. Og dermed går regeringens profeti i opflydelse.

Fagforeningerne svækkes.

Samtidig står en masse uden arbejde. De vil gøre alt for at få et arbejde, fordi deres forsørgelsesgrundlag nu er så ringe, at det kan være svært at opretholde en almindelig livvstil. Dem som stadig har et arbejde, frygter at blive fyret og ende i arbejdsløshedsjunglen.

Det bliver arbejdsgivernes fest. Lønnen kan presses i bund, uden at nogen siger noget til det, fordi arbejdsudbuddet er så højt. Arbejdere bliver nødt til at finde sig i det, for ellers ender de ligesom alle andre arbejdsløse. Som arbejder, er man ikke svær at udskifte i et samfund, hvor der står tusindvis i kø for at få ens job.

Regeringen har nu ladet den usynlige hånd svække fagforeningerne, spare på lønnen og sprede frygt blandt arbejdere, så de ikke brokker sig over noget som helst. Og jo, den usynlige hånd virker ret så usynlig, da regeringen ikke har sagt noget direkte om fagforeningener, løn eller arbejdspladser.

Regeringen har jo blot sparet på dagpengene og legitimeret det blandt befolkningen ved at sige, at de beskytter vores velfærdssamfund. Hvis vi ikke sparer, så har vi ikke råd til velfærd.

For det første er regeringens forsøg på at spare, så vi har råd til mere, helt forkert. Når man sparer på løn og indkomst, er resultatet, at folk ikke forbruger. Når folk ikke forbruger, bliver der endnu flere arbejdspladser, som ender i konkurs. Innovation og vækst kvæles af gæld og manglende forbrug.

For det andet bør vi som borgere gøre hinanden opmærksom på, at det ikke helt giver mening, at der skal spares på os – kun! Hvorfor skal direktøren ikke ned i løn, hvorfor skal folketingsmedlemmer ikke ned i løn, hvorofor skal bankchefen ikke ned i løn? Hvorfor skal store virksomheder, som har plantet sine frø i Danmark ikke betale mere i skat?

Hvor er alternativet?

Så om vi har en blå eller rød regering, så tror de åbenbart begge på at den (u)synlige hånd klarer krisens problemer. Og de spiller spillet indenfor præcis samme ramme.

Hverken de blå eller de røde partier udlægger en ide, en diskurs, en vision om et radikalt nyt samfund. Et alternativ til det kapitalistiske samfund. Det er næsten som om vi skal tage de forhold vi lever under nu for givet – og stemme på om vi vil have åbne grænser eller ej.

Det eneste parti, som i min optik fremstiller et alternativt samfund, er Enhedslisten. Rød eller blå blok er blot en betegnelse for holdningsspørgsmål i det kapitalistiske system. Det er en måde at snakke om partier på i et forsøg på at adskille holdninger, som i virkeligheden ikke er til at adskille.

Det er synd, at vi lever i en verden, hvor det kapitalistiske system bliver taget for givet. Hvor vi ikke får fremstillet flere alternativer. Og når det kapitalistiske system til tider fortæller os om andre styreformer, så bliver vi præsenteret for diktaturstyrer og autokratier.

Hurtigt legitimeres det, at vi, de vestlige lande, som ved hvordan et godt, stærkt samfund bygges op, bekæmper disse andre former for samfund, så de ikke truer demokratiet. Det er synd, at vi lever i en verden, hvor magtandvendelsen er så indirekte, at vi som borgere ikke ser den.

Jeg håber og tror på at systemkritikken vil vokse, at alternativer vil vise sig, og at demokratiet bliver levende. Jeg håber og tror på at folk overalt i de vestlige lande får øjnene op for den utroligt stærke - indirekte - magtanvendelse, som det kapitalistiske samfund benytter til at reproducere sig selv.

Må den dag komme!