15 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Vil danskerne arbejde?

Vil danskerne arbejde?

Pressen slår ofte til lyd for, at danskerne ikke vil tage det arbejde, som man sætter østeuropæisk arbejdskraft til at udføre. Men det viser sig gang på gang, at danske arbejdere ikke har fået tilbuddet.

Danske arbejdsgivere vælger ofte at se bort fra de arbejdsløse danskere, når de rekrutterer arbejdskraft. Her er det 3F i Aarhus, der aktionerer mod social dumping.
FOTO: PN
1 af 1

For nylig var der en historie i de landsdækkende medier, om at det ikke var muligt at få danskere til at arbejde for en overenskomstmæssig løn på 125 kroner i byggeriet.

Det viste sig senere, at ingen danskere var spurgt. Århus Kommune havde entreret med en østeuropæisk entreprenør – og de havde bestemt ikke tænkt sig at ansætte danskere til at lave arbejdet.

En uge senere lød historien i samme medier, at det ikke var muligt at få danskere til at plukke jordbær til 132 kroner i timen. Det påstod næstformanden for arbejdsgiverforeningen for jordbrug i Danmark.

Arbejdsgiverne er ligeglade med beskæftigelsen i Danmark. De har kun én interesse – at få arbejdskraften så billig og så villig som muligt

Af DR's omtale (24. juni) fremgik, at han engang for nogle år siden havde prøvet at få danskere til arbejdet, uden held. De seneste år havde han haft så mange henvendelser fra arbejdere fra Østeuropa, at han ikke prøvede at få danske arbejdere til jobbene. Danske arbejdere var igen ikke blevet spurgt.

Hvis det er holdningen hos arbejdsgiverne i Danmark, endda fra ledende medlemmer af arbejdsgivernes forening, ser det sort ud for det danske arbejdsmarked.

Hver eneste gang arbejdsgiverne i medierne har påstået at de ikke har kunnet få dansk arbejdskraft, har det vist sig ikke at passe. Alligevel prøver de at mistænkeliggøre de danske arbejdere, der forgæves må vente på et job.

Endnu engang står det klart, at arbejdsgiverne er ligeglade med beskæftigelsen i Danmark. De har kun én interesse – at få arbejdskraften så billig og så villig som muligt.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. aug. 2013 - 09:11   01. aug. 2013 - 09:15

Læserbrev

af Christian Juhl MF, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten