"Gør som jeg siger, ikke som jeg gør." Udtrykket er en perfekt opsummering af de europæiske lederes klimapolitik. Den 28. november i sidste år udtalte Miguel Arias Cañete, EU’s klimakommissær, "EU har allerede påbegyndt moderniseringen og transformeringen hen imod en klima-neutral økonomi". 

Men bag den grønne fernis fortsætter EU i vid udstrækning med at forstærke klimaforandringerne. 

Ifølge FN’s klimapanel kan en forskel på kun en halv grad have enorme konsekvenser for levevilkårene. 

Hykleriet er uden tvivl særligt tydeligt hos den franske præsident Emmanuel Macron. Imens han af mange krones som "Jordens klimafrelser", er Frankrigs CO2-udledninger blot steget.

FN’s klimakonference, COP24, fandt for nylig sted i den polske by Katowice. Konferencen skulle sætte et endeligt punktum for den evige "stikken hovedet i busken" blandt verdens lande i forhold til at imødegå klimaforandringerne. 

Grøn vækst er en fantasi

Som situationen er nu, ville selv en indfrielse af de forpligtelser, som landene gav på COP21, medføre en global temperaturstigning på 3,2 grader. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel er utvetydig: Alle skridt må tages for at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader. Det kræver massiv reduktion inden for de næste par år, og derfor har vi ekstremt kort tid til at handle.

Ifølge FN’s klimapanel kan en forskel på kun en halv grad have enorme konsekvenser for levevilkårene. En temperaturstigning på mellem 1,5 grader og 2 grader vil fordoble tabet af dyrearter som fugle, fisk og andre hvirveldyr. Det vil betyde, at havniveauet vil stige med yderligere 10 centimeter i dette århundrede, og op til 10 millioner mennesker vil som konsekvens heraf miste deres hjem.

Det kapitalistiske system skubber hver eneste dag grænserne for den udnyttelse af vores økosystem, som finder sted. 

Såkaldt grøn vækst er en fantasi. Inden for EU møder enhver ambitiøs miljøpolitik modstand fra EU-traktaterne. EU's finanspagt forhindrer lande i at iværksætte en offentlig investeringsplan for grøn omstilling. 

Samtidig gør EU’s struktur det muligt for lobbyister fra store multinationale selskaber at få gennemført miljøskadelige initiativer, som vi blandt andet har set det med sagen om sprøjtegiften RoundUp, hvor det blev afsløret, at store dele af en EU-rapport var direkte kopieret fra producenten Monsanto. Og frihandelsaftaler som CETA udfordrer muligheden for at skabe bæredygtig lokal produktion. 

Opbygning af alternativer

Som Naomi Klein påpeger i sin bog "This Changes Everything", kan global opvarmning være en mulighed. Når systemet løber panden mod en mur, er det tid til at genopfinde det. Det betyder en ny måde at producere og forbruge.

Der udvikles lige nu rundt om i Europa eksperimenter med bæredygtig produktion. Blandt andet i Spanien hvor såkaldte ”Ayuntamientos del cambio”, også kaldet ”byråd for forandring”, har hjemtaget energiforsyningen til kommunen for på den måde både at sikre billig elforsyning til udsatte husstande og en bæredygtig produktion af vedvarende energi. Samtidig har tusindvis af aktivister under parolen "Ende Gelände" blokeret for udvindingen af brunkul i Tyskland, det mest klimaskadelige brændsel. 

Kampen mod klimaforandringer er global af natur, men vi må ikke bruge Trumps manglende klimapolitik som et falsk påskud for ikke at intensivere vores egne bestræbelser.

Desuden må vi ikke glemme Europas historiske ansvar for klimaudledning. De europæiske lande må sikre mekanismer, der gør det muligt for fattigere lande i det globale syd at udvikle sig på en bæredygtig og retfærdig måde. 

I sin langsigtede strategi for at reducere udledningen af drivhusgasser planlægger EU-kommissionen at opnå klimaneutralitet inden 2050. Ikke alene er dette mål utilstrækkeligt – skal vi nå det mål, som alle verdens land blev enige om i Paris, skal EU tilstræbe at nul-emissionere inden 2040 – det er også et mål, som synes uopnåeligt med de metoder og værktøjer, som man tager i anvendelse nu. 

I begyndelsen af november vedtog EU, med støtte fra alle de store politiske grupper i EU-parlamentet inklusiv de grønne, målsætninger for vedvarende energi og energieffektivitet i 2030 på henholdsvis 32 procent og 32,5 procent. Med så lave målsætninger er det klart, at det langsigtede mål kun består af fromme ønsker. EU-kommissionen foreslår desuden falske løsninger, som både er farlige og meget usikre, såsom atomkraft og lagring af CO2 i jorden. 

Planeten er ikke en handelsvare

Det er presserende, at EU øger de nationale bidrag til FN’s grønne klimafond som forberedelse til kommende klimatopmøder.

Et CO2-kvotemarked med en overflod af kvoter, sponsoreret af EU, samt den fortsatte støtte til fossil- og gasindustrien er klare eksempler på EU’s usammenhængende og problematiske politik på klimaområdet. Det er at overlade redningen af vores planet til markederne og jagten på profit. Men vores planet er ikke en handelsvare. Den er vores livsgrundlag.

EU må bryde med de økonomiske regler, som er opstillet i finanspagten og i stedet forfølge en grundregel om, at der ikke bør bruges flere ressourcer fra naturen, end der kan genoprettes. Der er ingen planet B. Vand og energi skal anerkendes som et fælles gode. Naturområder som blandt andet skove, der naturligt kan lagre CO2, skal beskyttes, og økologisk produktion skal fremmes. 

Hvis vi handler nu, kan vi imødegå de værste konsekvenser, samtidig med at der skabes bæredygtige arbejdspladser af høj kvalitet. 

Forkortet af redaktionen