"Velfærdsreformer er moderne solidaritet," sådan udlægger Beskæftigelsesministeren den amokbølge af nedskæringer i sikkerhedsnettet, som regeringen har sat i gang, seneste med reformudspillet om kontanthjælpen.

Når regeringen nu vil spare milliarder på forkortet dagpengeperiode, nedskæringer i kontanthjælp, sygedagpenge og SU så er det simpelthen den moderne udgave af solidaritet, må vi forstå. Samtidig planlægger regeringen at sænke selskabsskatten med 3 procent. Financieringen ligger lige for: Man hiver penge op af lommerne på dem, der har mindst og hælder dem uden en eneste betingelse over i lommerne på storkapitalen. Solidaritet? I vores øjne er det skamløst at en S-minister på denne måde vrider vrangen ud på en af arbejderbevægelsens vigtigste værdier.

Formålet er angiveligt at lokke virksomhederne til at investere i jobs. Men det er ikke kapital der mangles. Netop i de her dage ryger der omkring 50 milliarder kroner ud til aktionærerne i udbytte, og opsparingen i virksomhederne har ikke været større, alligevel gider de ikke skabe arbejdspladser, jo større overskud jo større appetit, ser ud til at være devisen.

Eller som Mette Frederiksen selv skrev på facebook, da hun var i opposition: "Vor herre bevares; nu vil VK også sænke erhvervsbeskatningen. Håbløst."

Asociale reformer

Ja vor herre bevares, regeringens seneste stribe af reformer er så asociale, at det var utænkeligt for bare et år siden at forestille sig, at en regering med S- og SF-deltagelse, kunne bevæge sig så langt ud i et generalangreb på velfærden.

Meldingerne fra vores medlemmer er klar og tydelig: Det her havde Løkke end ikke vovet at forsøge. Og desværre er retningen tydelig: Det går mod tyske tilstande, hvor der skal lægges en bund, som kaster folk ud i fattigdom. Måler er klart:  lønningerne skal trykkes, og resultatet kan aflæses på arbejdspladserne, hvor vi de sidste fire år har oplevet reallønsfald, og med regeringens "nye standarder” kan se frem til fire år mere med løntrykkeri.

Det er en vej uden perspektiv, som kun fører til afmontering af velfærden og til yderligere depression. Regeringen siger selv, at det fører til nye arbejdspladser, men der bliver højst tale om nogle lavtlønsjob i tysk stil, det vil sige: den slags man helst skal have to tre stykker af, hvis man skal kunne leve af dem.

Generationers indsats sat over styr

Et er, at den her regering åbenbart har besluttet ikke at ville genvælges. Men med sin insisteren på at føre en krisepolitik, hvis katastrofale konsekvenser dagligt kan studeres i Sydeuropa, vil det efterlade et fuldstændigt ødelagt arbejdsmarked. På rekordtid er regeringen ved at sætte generationers tålmodige reformarbejde over styr, og den er tilsyneladende fuldstændig argument-resistent.

Advarsler fra økonomer, som ikke sidder i finansministeriet eller i finansverdenen nedlader man sig end ikke til at svare på. Der er kun Merkels vej, og den tillader beskæftigelsesministeren at besmykke med ord som "moderne solidaritet". Det er et stort historisk ansvar, de nuværende ledere af de to arbejderpartier er i gang med at tage på sig.