Siden slutningen af juli har nogle hundrede landarbejdere besat jord i Las Turquinas i Sevilla-provinsen i Spanien.

De kræver, at 1200 hektar jord, som tilhører forsvarsministeriet i Madrid, skal overlades til jordløse landarbejdere.

Et andet sted - i provinsen Cordoba - har nogen besat jord, der tilhører kulturministeriet. Her er målet at stoppe planer om at privatisere otte hektar jord for at bygge et hotelanlæg.

Jordbesætterne i Las Turquinas kommer fra Osuna, Lantejuela, Ejica og andre nabolandsbyer i området. Men også folk fra kystbyen Malaga deltager:

- Vi er unge, som har brug for et arbejde for at skaffe til dagen og vejen. Vi er taknemmelige for at ældre kammerater kommer og hjælper os med at besætte denne jord, som tilhører militæret. Her vil vi kunne dyrke nok til at forsørge os selv, siger Nina, der er sekretær i det andalusiske faglige LO, i afdelingen i Lantejuela. Det er et samfund blot fem kilometer fra det sted, hvor arbejderne har slået deres lejr op.

Militæret anvender en del af jorden til at opdrætte cirka 40 heste. Men Nina mener ikke, at de behøver så meget jord til det, så derfor er de 1200 besatte hektar så at sige til overs.

- Vi går ikke efter at opnå privat ejendomsret. Vi mener staten skal fortsætte med at eje jorden, men vi vil dyrke den. Jorden skal være i hænderne på de, som har mest brug for den. Der findes familier, som ikke længere har penge til at købe mad. De kan hverken betale vand eller elektricitet. Og denne jord er der ingen, der bruger, siger Nina.

På stedet er også Carmen Maria, en 17-årig arbejder fra dalen:

- Jeg er kommet hertil for at støtte besættelsen. Min fyr er med i fagforeningen, og jeg kan godt lide de mennesker, som er her og som kæmper. Faktisk ville jeg gerne være med i arbejdet her. Vi unge må mobilisere hinanden. Det handler om vores fremtid. Selv om vi har studeret, så kan vi ikke finde et arbejde på grund af krisen.

En af dem, som er rejst helt fra Malaga for at støtte besættelsen er Luna:

- Vi rammes hårdt af arbejdsløshed, der er et resultat af det økonomiske system, som vi lever i. Mine arbejdsvilkår er uholdbare. Ind imellem får jeg noget arbejde. Men det bliver sværere og sværere at skaffe et arbejde. At besætte jorden her er det eneste alternativ, vi har for at kunne skabe vores egen fremtid. At overtage produktionsmidlerne og organisere os for at kunne overleve, siger hun og fortsætter:

- Her viser vi, at vi kan organisere os og leve og arbejde kollektivt. Vi har lyst til at arbejde og dele med hinanden. Vi er igang med at organisere os bedre, og faktisk er vores deltagelse i kampen her en ny erfaring. At organisere sig kooperativt kan være en mulighed også i andre brancher - for eksempel inden for handel, hotel og uddannelse.

Faktisk er vores deltagelse i kampen her en ny erfaring. At organisere sig kooperativt kan være en mulighed også i andre brancher.

Luna, jordbesætter  fra Malaga

Nina fra det andalusiske faglige LO (SAT) beretter om organiseringen af besættelsen:

- Der er hundredevis af kammerater, som på skift bor her i telte. Men myndighederne har givet os besked på at forsvinde. Det er meget muligt, at politiet kommer en nat for at smide os ud.

- Vi vil ikke gøre modstand. Vi går fredeligt herfra, men kommer tilbage en anden dag og besætter igen jorden. 

På vagt 24 timer

- Vi har vagter ude døgnet rundt, så vi kan blive advaret og få tid til at samle vores ting, fordi ved oplever, at politiet i sådanne situationer går efter at ødelægge vores ejendele.

Indbyggerne rundt omkring i Sevilla-provinsen solidariserer sig med landarbejdernes kamp.

- Vi får økonomiske hjælp fra slægtninge og fra fagforeninger og andre organisationer, fortæller Manuel.

Nina beretter, at de, som deltager i besættelsen, laver lister over fødevarer og andre ting, som de har brug for. Og fagforeningens lokale afdelinger hjælper så med at skaffe det, som besætterne ber' om.

Der er også gang i en indsamling af penge:

- For at kunne sprede information om de forskellige aktioner samles vi til møder på torvet i alle de lokalsamfund, hvor fagforeningen har kontor. Vi bruger alle typer medier - også de sociale medier, beretter Juan Vega, som er organisationssekretær i SAT's lokale afdeling i Lantejuela.

Skulder ved skulder

Landarbejderne i Las Turquinas viderefører en rig kamptradition i Andalusien:

- Jeg trives her. Her er der kammerater, men ingen fjernsyn eller computere. Så kommunikationen mellem os er direkte. Det er godt. Vi udvikler kampen. Vi her i Andalusien har kæmpet længe for en jordreform. Vi er vågnet igen og tager nu jorden for at dyrke den og få et udbytte, siger Irina fra Malaga.

Tilbage er der kun at ønske dem sejr i kampen for bedre livsvilkår og en lysere fremtid for landarbejderne i Andalusien.

**** Af Armando Elguete, Proletären