Den 3. august gik en flok aktivister fra landarbejdernes fagforening sammen med den lokale borgmester Juan Manuel Sánchez Gordillo ind i supermarkeder i byerne Ecija og Arcos de la Frontera. Her fyldte de indkøbsvogne med fødevarer og gik uden at betale.
Maden skulle deles ud på alderdomshjem og til andre trængende.
I Arcos de la Fontera blev butiksbestyreren enig med de faglige aktivister om at donere 12 topfyldte indkøbsvogne. I byen Ecija sluttede aktionen med, at tre faglige aktivister blev arresteret.
De blev anklaget for at have stjålet 20 indkøbsvogne fyldt med mad. Senere på dagen blev de sluppet fri og venter nu på retssagen.
Aktionen har udløst en solidaritetsaktion med de anklagede. Den går ud på, at mange andre melder sig som skyldige i tyveriet mod supermarkedet i Ecija.
Med denne aktion er det lykkedes den lokale fagbevægelse at få sat fokus på den voksende fattigdom i Spanien, og borgmester Juan Manuel Sánchez Gordillo er i den internationale presse blevet beskrevet som Spaniens Robin Hood.
Krisen har udløst en lang række aktiviteter - ikke mindst i det sydlige Spanien, hvor krisen rammer hårdest.
I perioden mellem 16. august og midten af september er der gennemført arbejdermarcher gennem Andalusien for at gøre opmærksom på den store arbejdsløshed. Alle marcherne havde den fælles overskrift: "Andalusien rejser sig!"
Deltagerne i arbejdermarcherne kræver også, at regeringen opgiver planerne om sociale nedskæringer og forringelser af arbejdsretten. De kræver, at statslig jord overlades til arbejderne, at bankerne selv bærer deres tab, og de rejser kravet om, at arbejdsløse, der ikke har nogen indtægt, skal sikres 1000 euro om måneden.
Mandag den 27. august - da den tredje i af rækken af marcher skulle afgå fra byen Puerto de Santa Maria i Cadiz-provinsen, besatte fagforeningsaktivister en bank. Ti landarbejdere blev arresteret inde i bankens lokaler.
Selvom bankchefen sagde, at banken ikke ville rejse sag mod de, som besatte kontoret, så holdt politiet (i den første uge af september, red.) stadig de ti arbejdere arresteret.
Det tolkes som et forsøg på at skræmme og intimidere de, som deltager i arbejdermarcherne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278