I tirsdags skulle beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard forklare i Folketinget, hvorfor regeringen ikke støtter borgerforslaget om afskaffelse af den gensidige forsørgerpligt.

Peter Hummelgaard har glemt de grundlæggende principper fra opbygningen af det kollektive velfærdssystem.

Konkret drejer det sig om, at gifte eller samboende førtidspensionister og folkepensionister bliver trukket i deres pension, hvis ægtefællen eller samleveren har en indtægt over et vist niveau.

Peter Hummelgaards vigtigste argument for ikke at ville afskaffe denne modregning var, at det ville stride imod et bærende princip i vores velfærdssystem, nemlig at ydelserne målrettes dem, der har mindst. 

Peter Hummelgaard har åbenbart i lighed med stort set resten af Folketinget glemt de grundlæggende principper fra opbygningen af det kollektive danske velfærdssystem.

Et kendetegn ved den danske velfærdsmodel er, at den bygger på en høj grad af såkaldte universelle ydelser i modsætning til andre velfærdssystemer, der baserer sig mere på forsikringsordninger eller ydelser målrettet de fattigste.

Definitionen på universelle ydelser er, at der er tale om rettigheder, som fremgår af en lovgivning, at alle er berettigede til at modtage den pågældende ydelse, at alle får ens ydelse, at denne ydelse er tilstrækkelig, og at den finansieres over skatten.

Det betyder for eksempel, at alle, fattig som rig, har ret til folkepension, når de stopper på arbejdsmarkedet, sygedagpenge ved sygdom, førtidspension ved varig uarbejdsdygtighed og så videre.

At alle har samme rettigheder sikrer en stor folkelig opbakning og betyder, at også de bedrestillede med flere ressourcer kæmper for forbedringer af velfærden. Modsat vil ydelser rettet mod de fattigste altid få en karakter af almisser.

Det solidariske i det universelle velfærdssystem sikres ved at gennemføre en progressiv beskatning, hvor de bedst lønnede betaler langt mere til den fælles kasse end de lavest lønnede.

Men både den progressive beskatning og den universelle velfærdsmodel har været under kraftig nedbrydning gennem de sidste årtiers nyliberalistiske hærgen, som både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har stået bag.

Der er gennemført et væld af skattelettelser, først og fremmest til fordel for de rigeste. Samtidig er der skåret ned på den offentlige velfærd, ydelserne er blevet forringet og langt mindre universelle. 

Folkepensionen er udhulet til ukendelighed, førtidspensionen er langtfra en ret, som syge og mennesker med handicap kan regne med, kontanthjælpen er forringet markant med en række ultralave fattigdomsydelser og så videre.

Der er ellers gode argumenter for et universelt velfærdssystem. Det er effektivt, nemt og billigt at administrere, når alle har ret til det samme. Og så er det ikke stigmatiserende og nedværdigende. 

Der er brug for, at vi kæmper for de grundlæggende principper i vores kollektive velfærdsmodel. Det kan tydeligvis ikke overlades til Christiansborg.