Katastrofekapitalismen. Sådan betegner forfatteren Naomi Klein vores nutid i bogen Chokdoktrinen.

Pointen er, at kriser, naturkatastrofer og terrorangreb, der bringer folk i chok, bliver udnyttet til at gennemføre en politik, der samler rigdommene på elitens hænder og fratager den brede befolkning politiske og økonomiske rettigheder.

Coronakrisen er ikke en undtagelse:

Den franske præsident Macron gennemtrumfede for nylig sit angreb på franskmændenes pensionsforhold per dekret i ly af coronakrisen.

I USA har Trump indført skattelettelser rettet direkte mod det sociale sikkerhedsnet og lovet støtte til sine milliardærvenner i olie- og gasindustrien.

Samtidig plager verdens største banker om øget deregulering på grund af krisen.

Det er ikke politiske tiltag, der løser problemerne, men som fremmer magthavernes nyliberale dagdrømme. Der vil komme mange flere eksempler.

I Danmark forsøger forligsmanden netop nu at presse overenskomstaftaler igennem på et tidspunkt, hvor de normale demokratiske kanaler er sat ud af kraft, hvor fagbevægelsens position er svækket, og hvor en strejke kan vise sig at være uden reel effekt.

Under pandemien oplever de mest udsatte grupper på arbejdsmarkedet samtidig, hvad det i sidste ende betyder at stå uden rettigheder.

Buschauffører, butiksansatte, rengøringsfolk, tjenere og andre på såkaldte nul-timers-kontrakter smides på porten uden varsel.

Eller rettere: De bliver ikke kaldt ind, for de står i sagens natur bare til rådighed for arbejdsgiveren uden ret til garanterede timer.

Samtidig uddeles der hjælpepakker til erhvervslivet, som i årevis har udbetalt af rekordoverskud til aktionærer og ledere.

I den anden ende af skalaen knokler lavtlønnede mere end nogensinde for at holde samfundet kørende og sørge for varer på hylderne. Coronakrisen udstiller og skærper uligheden og modsætningerne.

Hastelove indskrænker de borgerlige rettigheder og lukker grænserne for mennesker – ikke for varer. Imens får coronaramte flygtninge i lejre på Lesbos lov til at rådne op.

Der er brug for solidaritet og modstand, hver gang coronakrisen bliver misbrugt til at ramme arbejderklassen og de svageste.

Der er brug for at holde øje med, at særlove ikke bliver permanente. Lad os i stedet gøre krisen til en løftestang for, at vi tager magten fra katastrofekapitalisterne!