Flere europæere er fattige, selv om de er i job. Working poor, som det typisk kaldes.

Antallet af arbejdende fattige er steget med ikke mindre end 12 procent siden 2010 i EU – og det selv om der har været økonomisk vækst og fremgang i perioden! Det viser en ny rapport fra instituttet ETUI.

Kollektive overenskomster og faglig organisering er det bedste værn mod fattigdom i arbejderklassen.

I dag er næsten 1 ud af 10 i EU working poor, og i mange lande står det væsentligt værre til.

Der er ikke er tale om uheld eller ydre omstændigheder – men om en bevidst strategi lagt af EU’s storkapital og magtcentre.

Kapitalens lobbyister har krævet flere usikre jobs, midlertidige stillinger, 0-timers kontrakter og andre jobs, hvor rettighederne forsvinder, og folk ikke kan sige fra.

Udviklingen er derefter blevet presset igennem af EU-kommissionen med konstante krav om deregulering, skrotning af overenskomster og "øget arbejdsudbud", der kan oversættes direkte til "flere mennesker, der er tvunget til at arbejdet på lav løn". 

EU brugte den seneste krise – finanskrisen – til at tvinge fattiggørelsen af arbejderklassen igennem med en lang række krav.

Metoderne var talrige: Pensionsalderen blev sat op, understøttelsen ned, fagforeninger blev udsat for frontalangreb.

De lande med de værste angreb på fagforeninger de seneste år har en stejl stigning i antallet af arbejdende fattige, blandt dem Spanien, Storbritannien og Portugal.

Nu er der en ny krise – og endnu engang er det de lavtlønnede i usikre jobs, der har betalt prisen.

Ikke overraskende er det især de unge, migranterne og de løst ansatte, der er blevet fattigere.

Rapporten lægger ikke skjul på, at Trojkaen – EU, IMF og Verdensbanken – har haft som mål at gennemføre benhård nedskæringspolitik i EU-landene for at pleje erhvervslivets interesser.

Resultatet er stigende ulighed og et historisk lavpunkt i antallet af arbejdere dækket af en overenskomst.

Fagtoppen i EU appellerer til EU-tiltag og støtter idéen om en lovfæstet mindsteløn fra EU.

Ulempen er, at den på sigt risikerer at underminere overenskomster og faglig aktivitet – også selv om Kommissionen bedyrer, at det ikke vil gøre det. Tallene viser, at det netop er kollektive overenskomster og faglig organisering, der er det bedste værn mod fattigdom i arbejderklassen.

EU arbejder grundlæggende for at sænke prisen på arbejde og øge profitterne. Det har en stor del af Europas arbejdere for længst luret og mærket på deres egen krop.

Det er en menneskeret at kunne leve af sit arbejde – men det kræver en konsekvent faglig og politisk kamp at vende udviklingen.