Et honningkagehjerte.

Det er den storslåede julegave til hovedstadens sundhedsansatte, der knokler med følgerne af coronapandemien på hospitalerne.

Eller som regionsformand i Hovedstadsregionen, der lige nu er hårdt presset af coronapatienter, Sophie Hæstorp Andersen (S) siger det i en videohilsen på Twitter: “Kære alle jer, der står forrest i kampen mod corona. Tak!”

Alligevel er de hospitalsansatte ikke synderligt taknemmelige over honninghjerte og hilsner.

Cecilie Mai Andersen, som er tillidsmand og sygeplejerske på Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Nordsjællands Hospital har sågar startet kampagnen #givdithjertetilbage med opbakning fra samtlige DSR-tillidsmænd på Nordsjællands Hospital.

Eller som Lisa Lykke Nielsen skriver det i en kommentar: Vi knokler r.... ud af bukserne på blandt andet intensiv, Rigshospitalet, jul og nytår er aflyst/yderst begrænset for vores vedkommende..... (…) Region H, har så valgt at “belønne” os med et honninghjerte. 

En tredje – sygeplejersken Emilie Haug Rasch – skriver:

”I stedet burde der gøres noget for arbejdsforholdene for os sygeplejersker og andre i sundhedsvæsenet. Bedre arbejdsforhold og mere i løn! Efter denne tid giver honninghjerter bestemt ikke en god smag i munden.”

De ansatte på hospitalerne har ikke brug for sukkersød symbolik, efter at de er kørt mere og mere i sænk år efter år. De har brug for ressourcer til at klare de voksende opgaver. De har brug for en rimelig løn og arbejdstider, der er til at holde ud.

Alt andet er billige point op til jul. Hjerternes tid, men også hykleriets.

Krisetider åbenbarer, hvem der trækker læsset. Mange af dem er lavtlønnede.

Politikerne må indse, at landets sygeplejersker ikke er danske udgaver af Florence Nightingale, der smilende finder sig i alt for at kunne udføre deres kald.

De er mere end coronatrætte. Mange af dem er også færdige med at finde sig i de konstante besparelser.

Det får vi forhåbentligt at se ved forårets offentlige overenskomstforhandlinger.