Der er en stærk opbakning i befolkningen til den kurs, regeringen har fulgt, fordi den har baseret sig på sundhedsmyndighedernes anbefalinger og haft som sit mål at bekæmpe corona og beskytte de mest udsatte grupper.

Sundhedskrisen vil fortsætte langt ind i det nye år. Coronapandemien blev den gnist, der fik en ny og dyb økonomisk krise til at flamme op. En krise, som vil ramme verdensøkonomien hårdt, spår både OECD og IMF i nye rapporter.

EU har på alle måder ladt befolkningerne i stikken under coronakrisen.

Arbejdsløsheden fortsætter med at stige. I Danmark med en hastighed vi ikke har set før. Mindst 45.000 arbejdspladser er forsvundet på grund af nedlukningen, og nye kommer til hver eneste dag.

Coronakrisen kommer til at vare længe, også selv om kurverne udvikler sig positivt i Danmark.

Storkapitalen – for eksempel Mærsk, Novo og Carlsberg, DI og DA – har sammen med fagtoppen fået plads i Den Nationale Operative Stab, som siden 1. marts har koordineret myndighedernes indsats, mens Folketingets partier end ikke var informeret om nedsættelsen af denne stab.

På få uger er der truffet beslutninger om dramatiske lovstramninger, som har givet ikke mindst sundhedsministeren ekstraordinære beføjelser, og et trecifret milliardbeløb er kastet efter virksomhederne med det erklærede formål at beskytte danske virksomheder og danske arbejdspladser. Alligevel er der udstedt 45.000 fyresedler.

Virksomhederne har fået historiens største hjælpepakker, som kunne være brugt til at sikre ikke alene arbejdspladser, men også omlægning til en miljørigtig og bæredygtig produktion, og at staten fik aktieposter som modydelse. Nu er det eneste krav, at hjælpepakkerne ikke må videreføres til aktionærerne.

Hjælpepakkernes størrelse og omfang er hjulpet godt på vej af storkapitalens umættelige krav om stadig flere milliarder. Monopolernes overlevelse afgøres på bundlinjen alene af deres profit og ikke af Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Med folk som Lars Løkke og Brian Mikkelsen i front forsøger man at presse en hurtig åbning af samfundet igennem, vel vidende at det vil koste menneskeliv. Her har regeringen fornuftigt fastholdt, at åbningen må ske gradvist og på baggrund af de sundhedsfaglige anbefalinger.

Samtidigt har coronakrisen på mange måder sat kniven for struben på arbejderklassen, som reelt er frataget retten til strejker og demonstrationer. OK20, som blev banket igennem, uden at mange af kernekravene blev opfyldt – ikke mindst i byggeriet – afspejler arbejderklassens svækkede position i klassekampen.

Tiden er inde til at forsvare arbejderklassen og ikke aktionærernes interesser. Der er brug for at samles om en række grundlæggende krav, som kan sikre, at det ikke bliver arbejderklassen, som kommer til at betale regningen for coronakrisen. Allerede nu kan der peges på nogle grundlæggende spor:

Med udsigten til en langvarig og høj arbejdsløshed må regeringen presses til at forhøje dagpengene, sådan som fagbevægelsen længe har krævet.

Den store arbejdsløshed betyder ligeledes, at en række nye boligområder er truet af ghettolovens bestemmelser og kan ende som "ghettoer", med dramatiske konsekvenser for beboerne. Også her må presset på regeringen forstærkes. Ingen mennesker må tvinges til at forlade deres hjem på grund af coronakrisen.

>> LÆS OGSÅ: Enhedslisten kræver ghettoliste suspenderet: Corona kan sende områder på hård liste

Der tegner sig et politisk opgør i forbindelse med de kommende økonomiforhandlinger mellem regeringen, KL og regionerne. Her må det sikres, at de nødvendige midler tilføres, så coronakrisen ikke betales af nye nedskæringsrunder.

Det er også værd at notere sig, at overenskomstforhandlingerne på det offentlige område snart starter. De offentligt ansatte yder under coronakrisen en ekstraordinær indsats – på trods af utallige fyringsrunder, et elendigt og stressende arbejdsmiljø og langt lavere løn end på det private arbejdsmarked. Også her må der lægges pres på regeringen.

På den anden side af sundhedskrisen vil den økonomiske krise stå tilbage, og der er en regning, der skal betales. De mange hjælpepakker er betalt med lånte penge. Hvem skal betale dem tilbage? Et er sikkert: Storkapitalen har ingen planer i den retning.

Coronakrisen har været en kontant lektie i konsekvenserne af nyliberalismens aggressive omfordeling – på arbejderklassens, den offentlige sektors og velfærdens bekostning.

Danmark og de fleste andre lande kan ikke dække egne behov for værnemidler, testudstyr, medicin eller livsvigtigt hospitalsudstyr. Det må sikres gennem offentlig produktion. Markedskræfterne har spillet fallit.

Kampen for national selvbestemmelse er ikke en forældet ligegyldighed, men en meget konkret nødvendighed. EU har på alle måder ladt befolkningerne i stikken under coronakrisen efter at have krævet besparelser i sundhedssektoren ikke mindre end 63 gange i de sidste ni år.

Og sidst, men ikke mindst, bliver kampen for demokratiet vigtig – kampen mod den omfattende undtagelseslignende lovgivning, som under påskud af pandemien er blevet indført. Også her er der god grund til at forberede sig på kamp.