Mink har været det altdominerende emne i den danske debat den sidste uges tid. En debat som ind imellem har nået næsten hysteriske højder.

Der er store følelser på spil – som der altid er, når mennesker bliver ramt på deres levebrød. Og der har været talt om både ulovligheder, grundlovsbrud og andre langt mindre pæne ting.

I sagen om minkavl er problemet ikke, at regeringen har handlet for hurtigt, men at den har handlet for dårligt. 

Med den hidsige debat i baghovedet fortjener de danske sundhedsmyndigheder faktisk stor ros. På fredagens pressemøde forklarede de roligt og sagligt, hvorfor de mener, at nedslagtningen af de 17 millioner mink er nødvendig.

Fakta taler næsten for sig selv. Det fylder bare alt for lidt i debatten. Det vurderes, at 3,5 millioner mink har været smittet indtil nu i Danmark, og det har vist sig umuligt at kontrollere og inddæmme smitten.

Det er veldokumenteret, at over halvdelen af smittetilfældene i Nordjylland kan spores til mink. Og det er et faktum, at Nordjylland har haft et højere smittetryk på grund af den store minkproduktion i området. Minkfarme har fungeret som kæmpe smittereservoirer, som samtidig har produceret mutationer, for sådan er karakteren hos virus.

Som Sundhedsstyrelsens Søren Brostrøm sagde det på pressemødet: "Det er uforeneligt med epidemikontrol og folkesundhed at have minkavl i Danmark".

I det lys var regeringens beslutning om at nedslagte mink helt rigtig. Noget andet er så, hvordan man fører en sådan beslutning ud i livet. Her fortjener regeringen ikke ros.

Det er selvfølgelig åbenlyst, at lovgrundlaget skal være på plads. Og det forekommer dybt mærkværdigt, at ministeriets embedsmænd ikke har haft styr på en så afgørende detalje i regeringens beslutning.

På den baggrund har oppositionen med slet skjult skadefryd kastet sig over regeringen. Det er pay-back time for den popularitet, Mette Frederiksen har høstet for sin coronahåndtering.

Oppositionen bryster sig af at forsvare minkavlerne, som i virkeligheden er blevet gidsler i det politiske spil. Jo længere tid der går, indtil det bliver afklaret, hvilken erstatning minkavlerne får, jo mere vil usikkerheden brede sig.

For selvfølgelig skal minkavlerne kompenseres – på en rimelig måde. Lad os huske, at minkproduktion et liberalt erhverv, som hylder markedskræfterne og de let tjente penge, når pelskurven går op. Det gør den bare ikke mere. 

Minkavl er ikke et bæredygtigt erhverv. 15 lande har allerede forbudt minkavl. Store modemærker som Prada og Calvin Klein har lovet ikke at bruge pels i deres produkter. Faktum er, at det er et døende erhverv. Og det burde de danske minkavlere have forholdt sig til i tide. 

Faktum er også, at minkavlerne hverken er de første – eller de sidste – som bliver ramt på deres levebrød under coronapandemien. Mennesker i mange forskellige erhverv ser i øjeblikket deres livsværk smuldre. For alle gælder, at det er personlige tragedier. Lige så vel som det kan være en tragedie at blive arbejdsløs og havne på en understøttelse på halvdelen af ens tidligere indkomst.

I sagen om minkavl er problemet ikke, at regeringen har handlet for hurtigt, men at den har handlet for dårligt. Det var ikke klogt, at man i sommers stoppede med at aflive smittede besætninger, efter at de første smittetilfælde var konstateret.

Men som bekendt er landbruget et magtfuldt erhverv i Danmark...

Dansk Industri, DI, repræsenterer andre magtfulde erhverv, som har øjnene stift rettet mod eksporten. Men i den aktuelle situation fremstår DI's direktør, Lars Sandahl Sørensen, faktisk som en moderationens stemme, når han udtaler:

"Der er meget på spil nu, og omverdenens øjne er rettet mod Danmark... Vi vil opfordre til, at et politisk flertal står sammen om at følge sundhedsmyndighedernes anbefalinger og vedtager loven i fællesskab".

På Arbejderens redaktion er vi for en gangs skyld helt enig med DI-direktøren.