De seneste uger har det været tillokkende at sætte popcorn over og nyde underholdningen ved nedsmeltningen af topledelsen i Venstre.

Forestillingen nåede sit hidtidige klimaks, da tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans alt andet end tro væbner, Kristian Jensen, blev tvunget til at gå af.

Blandt de mange kritikere var folk, der ønskede mere medlemsdemokrati i Venstre. En af dem var Kurt Mosgaard fra Venstre i Viborg. Han kritiserede, at for eksempel sundhedsreformen ”var noget, der blot var udtænkt i en meget sluttet kreds.”

Den gode Venstre-mand bør ikke være overrasket. “En meget sluttet kreds” er i den grad blev nøgleordet for det borgerlige demokrati anno 2019. Ganske få procent af danskerne er medlemmer af et politisk parti, og selv inden for partierne har de stort set ingen indflydelse. Partierne er blevet topstyrede virksomheder, betalt af skatteydere, erhvervslivets og enkelte styrtende rige spekulanter. 

Partiernes ledelser og folketingsgrupper sidder tungt på alle væsentlige beslutninger. Medlemmerne – der meget rammende kaldes for baglandet – er kun interessante som plakatophængende, løbeseddel- og roseuddelende valgsoldater.

Vælgerne er kun med for at legitimere den magt, de ledende politikere har tilbage, når EU har bestemt sit. Vi er tiltænkt rollen som tilskuere – ikke deltagere – i det borgerlige demokrati. 

Derfor ser vi politikere lave usædvanlige krumspring for at holde sig ved magten. Partiskift og vekslende politiske udmeldinger inden for den konsensus, der ligger som en dyne over dansk politik. Den politiske kamp ses som et marked, hvor der ledes efter ledige positioner til at rane nye vælgere til sig.

Levebrødspolitikeren Løkke har forsøgt at klynge sig til magten på alle tænkelige måder. Hans eftermæle rammes ind af kommunalreformen, den snigende privatisering af sygehusvæsnet, angreb på dagpenge og efterløn og følgagtighed over for DF’s fremmedfjendske politik. En perlerække af eksempler på foragt for demokratiet. 

Demokratisk indflydelse kræver, at vi tager den.