Det britiske valg blev endnu et svidende nederlag til Labour. Og endnu en lussing til et europæisk socialdemokratisk parti, der fører nyliberal politik efter EU-model.

Briterne kan nu se frem til fem år med endnu mere brutale angreb på arbejdernes rettigheder. Der venter med andre ord benhård klassekamp gennemført af Margaret Thatchers arvetagere.

Briterne kan nu se frem til fem år med endnu mere brutale angreb på arbejdernes rettigheder. I et land, hvor de såkaldte food banks i stor stil deler mad ud til fattige, og hvor millioner af arbejdsløse er blevet udsat for sanktioner. Et land, hvor op mod fem millioner arbejder på såkaldte nul-timers-kontrakter uden rettigheder, og hvor et stigende antal børn er underernærede. Der venter med andre ord benhård klassekamp gennemført af Margaret Thatchers arvetagere.

Fattigdommen betyder blandt andet, at stadig større grupper af mennesker slet ikke deltager i valgene. De er ikke en del af samfundet.

Alligevel formåede Labour ikke at adskille sig fra deres konservative modpart. Som i de fleste europæiske lande er striden om magten kogt ned til en fægtekamp mellem to store partier, der i det store hele fører den samme politik og bliver ledet af millionærer, uddannet på de samme skoler. Det rigide britiske valgssystem er med til at holde de systembevarende partier ved magten, selv om flere og flere briter forlader dem i mistillid til systemet.

Labours nederlag var mest tydeligt i Skotland, hvor det Skotske Nationale Parti sejrede stort med krav om mere velfærd og uafhængighed.

Siden folkeafstemningen er den nationale og ikke mindst sociale kamp ført videre i en lang række bevægelser i Skotland med fokus på et mere retfærdigt samfund og et opgør med britisk imperialisme. Modstanden mod de britiske atomvåben-ubåde i Trident er blot ét eksempel. Det er en kamp, der rækker langt ud over SNP's aktuelle status.

Der er masser af fejl og mangler i kampen, som vel at mærke ikke er socialistisk. En af de vigtige fejl er de skotske nationalisters støtte til EU. Men der er grund til at lede efter inspiration i kampen. Eksemplet viser os, at det er muligt at samle millioner af mennesker i en social kamp for uafhængighed og demokrati. Ovenikøbet uden at sagen bliver kidnappet af højrefløjen.