Det er efterhånden blevet svært at nå at følge med i de skandaler, der afsløres for vores øjne. Alene inden for den seneste uge er vi blevet præsenteret for adskillige af slagsen:

Der er skandalen om, hvordan Forsvarets Efterretningstjeneste og USA's efterretningstjeneste National Security Agency (NSA) har indgået en hemmelig aftale om elektronisk indhentning af store mængder rådata fra kabler, som Forsvarets Efterretningstjeneste har givet NSA adgang til. Det skal nu undersøges – men formentlig uden at offentligheden får alt for meget indsigt i kendsgerningerne.

Skandalen om, hvordan åbent borgerlige regeringer i 00’erne lod "systemet" frede aktionærerne, har kun fået ganske kort opmærksomhed i medierne.

Dén skandale fortonede sig dog hurtigt i forhold til "mink-gate", hvor blodtørstige borgerlige ikke kan få nok, og vi alle næsten er ved at glemme substansen: At det hele handler om at beskytte befolkningens sundhed i en pandemisk tid. Skandaleelementet er her forvaltningsmæssigt og vil med garanti blive endevendt – og det i fuld offentlighed!

Og så var der lige en skandale, der kun fik en ganske kort opmærksomhed i medierne, nemlig skandalen om hvordan åbent borgerlige regeringer i 00’erne lod "systemet" frede aktionærerne, så de kunne nyde deres udbytter i fred. ”De hemmelige aktionærer” kalder DR sagen, der virkelig kunne fortjene en tilbundsgående undersøgelse.

Sagen går i al sin enkelhed ud på, at ansatte i Skat i årevis op gennem 00’erne bad om, at der skulle indføres kontrol med de mange milliarder kroner, som de pligtskyldigt betalte aktionærer i form af refusion af udbytteskat. Det var i Anders Fogh Rasmussens regeringsdage, og som den tids departementschef Peter Loft forklarer:

"Der står markedshensyn kontra kontrolhensyn … Og jeg tror ikke, at jeg overdriver, hvis jeg siger, at her vandt markedshensynene 100 procent."

Embedsmændenes ville egentlig blot vide, hvem der ejer aktier og tjener penge på det i Danmark. Så de kunne være sikre på, at ingen fik udbetalt penge på et fejlagtigt grundlag. Men nej – det kunne de ikke få at vide. De politiske vinde blæste i en anden retning.

Dermed nåede hullerne i systemet aldrig at blive lukket, inden der som bekendt lidt senere blev svindlet for over 12,7 milliarder kroner.

Her er der virkelig brug for at rydde op!