Socialdemokraterne har i år valgt, at de ikke vil fremlægge et forslag til en alternativ finanslov – som der ellers er tradition for, at det "ledende" oppositionsparti gør. Måske er det også lidt usikkert, hvem det egentlig er...

Finansordfører Benny Engelbrecht (S) argumenterer med, at der i år er det særlige element, at partierne også skal forhandle om en 2025-plan. Og, siger han, "vi ved jo ikke, hvor meget der bliver at arbejde med til næste år, før der er indgået en 2025-plan".

Selv om Mette Frederiksen bliver ny statsminister, er hun bundet af den samme EU-budgetlov, som den nuværende regering er. 

Af et oppositionsparti at være lyder det ikke voldsomt visionært. Hvorfor har Socialdemokraterne ikke selv nogle klare bud på, hvad deres 2025-plan skal være? Ud fra disse prioriteter kunne de jo lave deres udkast til en S-finanslov.

Det er der en meget simpel forklaring på. Selv om Mette Frederiksen bliver ny statsminister, er hun bundet af den samme EU-budgetlov, som den nuværende regering er. Derfor er der helt klart grænser for, hvilke visioner Socialdemokraterne har tænkt sig at markedsføre.

Budgetloven er et krav for at være med i EU's finanspagt, som Thorning-regeringen i 2012 fik Danmark med i. Det skete med opbakning fra Venstre, Konservative, Radikale og SF. Loven fastlægger, at det såkaldte strukturelle offentlige underskud kun må være 0,5 procent af BNP (bruttonationalproduktet).

I Politiken skriver Noa Redington, som var særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt fra 2008 til 2015, at budgetloven har medført, at vi nu er "vidende til de nye betingelser for at føre politik i Danmark". 

Det har han helt ret i. Og han må jo vide det. Det var netop den politik, som han gav gode råd om til den tidligere regering. Og som vel at mærke allerede i sit regeringsgrundlag slog fast, at den stod på samme økonomiske politik som den tidligere borgerlige regering.

Historien gentager sig, hvad det angår. Medmindre der bliver taget et opgør med EU's økonomiske politik. Det er det, som briterne netop har gjort ved at vælge Brexit. Det kunne definere en ægte opposition – også i Danmark