Onsdag parkerede hovedstadens skraldemænd deres biler på H.C. Andersens Boulevard ved Københavns Rådhus.

I en halv time blokerede byens skraldebiler den ellers tætte trafik. De gjorde det for at forsvare deres vilkår. De risikerer nemlig at stå med regningen på en halv milliard kroner, der skal betales med skraldemændenes løn- og arbejdsforhold.

Affaldshåndteringen bliver nu overtaget af de københavnske kommuner efter at have været privat siden 2011 – og den manøvre koster.

Det viser det absurde i at sende basale ydelser som afhentning og håndtering af skrald i konstante udbud. Ansatte flyttes mellem offentlige og private selskaber med risiko for forringelser, den demokratiske kontrol er under jævnligt pres, og selve overflytningen koster en formue – i dette tilfælde en halv milliard.

Det er EU, der kræver de tilbagevendende udbud af tjenesteydelser, så København ikke selv har mulighed for én gang for alle at beslutte, at skraldemændene skal være kommunale. Så meget for det lokale og nationale demokrati.

Skraldemænd og andre ansatte skal gang på gang trækkes igennem usikkerhed om deres vilkår og arbejdsmiljø.

For nylig måtte klimaminister Dan Jørgensen opgive sin håbløse plan om at liberalisere og privatisere affaldsforbrændingen. Men der er stadig en risiko for liberalisering ad bagvejen i regeringens klimaaftale på affaldsområdet.

Det fastslår Kommunernes Landsforening, der peger på, at nørklede paragraffer og EU-regler efterlader kommunerne med en usikkerhed.

Spørgsmålet er, hvorfor skiftende regeringer – og ikke mindst socialdemokratiske – bliver ved med at ville privatisere grundlæggende dele af vores velfærd. Olie og naturgas, serumproduktion, telefoni og så videre. Er de under pres fra EU’s diktater og “henstillinger” om liberalisering, eller er det den corydonske tænkning om, at privat profit er bedst til at styre landet, der spøger?

Vi skal under alle omstændigheder være på dupperne for at undgå, at politikerne sælger ud, både skraldemændene og alle os andre.