"Vi har oplevet det værste - men det bliver værre i 2013". Det er en lidt fri, men sand gengivelse af hovedbudskabet i den nytårstale, som Tysklands forbundskansler Angela Merkel holdt.

Det kan Europas unge ikke tåle - og det skal de unge ikke finde sig i.

Mange kender eksempler fra familien eller blandt venner og naboer, eksempler på, at unge ikke kan skaffe sig et arbejde. Det er alvorligt.

Nu er der kommet en undersøgelse foretaget i Storbritannien, som viser noget om, hvor alvorligt det er for de unge menneskers liv og fremtid.

Det kriseramte, kapitalistiske samfund ødelægger vores alles fremtid og det enkelte unge menneskes fremtid.

Halvdelen af unge, som står uden arbejde og ikke er i gang med en uddannelse, er ulykkelige - halvdelen! De er kede af det, de rammes af depression, og i ikke sjældne tilfælde opgiver de helt - ikke blot kampen for at få en uddannelse og et arbejde, men livet. Den britiske undersøgelse noterer, at antallet af unge, der begår selvmord, er steget siden krisens udbrud i 2008. Omkring 350 unges selvmord kan henføres til krisen og arbejdsløsheden.

Hver fjerde af de unge arbejdsløse vurderer, at deres fremtid på arbejdsmarkedet for altid er forringet. Hver femte oplever, at deres selvtillid har fået et knæk, som de ikke tror, de helt kommer over. 

Dette kriseramte, kapitalistiske samfund tager livet og lysten fra den ungdom, som samfundets spidser ved højtidelige lejligheder taler om som Danmarks fremtid. Dette kriseramte, kapitalistiske samfund ødelægger vores alles fremtid og det enkelte unge menneskes fremtid.

I Storbritannien, hvor undersøgelsen er lavet, er ungdomsarbejdsløsheden godt 20 procent. I andre EU-lande er den dobbelt så høj eller mere: Spanien, Grækenland, Portugal, Italien...

Det er dette EU, som Merkel taler om, når hun lover os, at det bliver værre i 2013.

Det EU, hvor markedsøkonomi og nyliberal kapitalisme bliver ophævet til en fundamental værdi og sidestilles med menneskerettighederne.

Der er kun et råd til de unge: I må smadre kapitalismen, inden den smadrer jer; ikke individuelt og frustreret naturligvis, men organiseret og kollektivt.