Danmarks nye børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har sat sin første ministerielle underskrift. Og i modsætning til hvad man ellers kunne forvente af en minister i den selverklærede "børnenes statsministers" regering, betyder den officielle krussedulle nye overgreb på arbejderklassens børn efter sommerferien.

Den tidligere Enhedsliste-rebel Rosenkrantz-Theil har nemlig – stik mod advarsler, og på trods af at hun faktisk havde et valg – igangsat to initiativer fra ghettopakken:

1. Elever i 0. klasse på skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i et boligområde, som har befundet sig på listen over udsatte boligområder mindst en gang indenfor de sidste tre år, skal bestå en sprogprøve. Prøven skal være afgørende for, om barnet må starte i 1. klasse.
2. Fremover vil forældre til børn, som har mere end 15 procent "ulovligt" fravær i løbet af et kvartal, blive frataget børnechecken i de kvartaler, hvor deres barn har for meget fravær.

Helt i tråd med resten af ghettopakken er disse nye og modbydelige overgreb ikke alene racistiske, de går også direkte efter arbejderklassens børn. Overklasseungerne i de rige kvarterer og kommuner straffes ikke, når de i tide og utide rejser verden tynd med deres forældre.

Disse nye og modbydelige overgreb er ikke alene racistiske, de går også direkte efter arbejderklassens børn.

Overklassens børn straffes ikke, når deres forældre prioriterer en fremtidig karriere indenfor idræt eller musik frem for undervisningen i skolen. Men arbejderungerne i de allermest udsatte arbejderkvarterer skal straffes med endnu strammere økonomiske opvækstvilkår.

Arbejderungerne på helt ned til 6 år skal straffes med ydmygende sprogprøver – afgørende eksaminer, som deres jævnaldrende i bedre bemidlede familier aldrig vil opleve, alene fordi de er født af forældre med bedre indtægter eller solide formuer.

Begge elementer, som er blevet udsat for massiv kritik, blev vedtaget i forbindelse med ghettopakken i foråret 2018 af partierne i VLAK-regeringen samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Almindeligvis skal ændringer, der gælder folkeskolen, støttes af hele folkeskoleforligskredsen, og her ville SF og Radikale ikke være med til de nye overgreb. Man blev derfor enige om et kompromis, som betød, at implementeringen af netop disse elementer af pakken først kunne ske, hvis der stadig var politisk flertal for aftalen efter folketingsvalget.

Det flertal består, men mange havde alligevel ventet, at den nye minister som minimum ville udskyde implementeringen i et år – ikke mindst fordi Kommunernes Landsforening har ønsket netop dette, fordi man ikke føler sig i stand til at håndhæve reglerne ude i kommunerne.

Men måske også fordi flere skoleledere, som fagbladet Folkeskolen har snakket med, har truet med at boykotte reglerne, fordi de lidet overraskende vurderes til ikke at have nogen som helst positiv indflydelse på de problemer, overgrebene skulle forestille at sætte ind overfor.

Som med så mange andre strammerlove rettet mod udsatte og arbejdere, bidrager disse rigide regler ikke med ét eneste brugbart værktøj, som ikke allerede findes i værktøjskassen. I stedet skabes endnu en modsætning – nu mellem skolen på den ene side og de mest udsatte og arbejderfamilierne på den anden.

En modsætning som vil få alvorlige konsekvenser for fremtidens samfund.