Kommer det som en overraskelse, at en SV-regering nu af landets statsminister åbnes som en reel mulighed?

Nej, ikke rigtigt. Socialdemokratiets og Venstres parløb i langt hovedparten af afstemningerne i folketingssalen de forgangne år, forkærligheden for at deponere dansk udenrigspolitik i USA og dansk indenrigspolitik i Bruxelles har gjort det stadigt mere umuligt at se forskellene på de to store regeringsbærende partier.

Også den opportunistiske tilgang til flygtninge/indvandrerdebatten og hardlinerkursen overfor samfundets udstødte binder de to partier så tæt sammen, at man skal være flueknepper eller spindoktor for at finde reelle forskelle.

Engang var det en sandhed, at Socialdemokratiet altid var at foretrække i regeringskontorerne fremfor Venstre, fordi S-toppen trods alt var påvirkelig for pres fra fagbevægelsen.

Engang var det en sandhed, at Socialdemokratiet altid var at foretrække i regeringskontorerne fremfor Venstre, fordi S-toppen trods alt var påvirkelig for pres fra fagbevægelsen. Men holder den længere? Har S-toppen ikke omvendt så godt og grundigt fat om de ædlere dele hos fagtoppen, at oprør herfra er tæt på utænkeligt?

Og skulle det alligevel lykkes medlemmerne at presse protester igennem, vil en socialdemokratisk ledet regering så ikke alligevel stå upåvirket og blot fortsætte den fastlagte kurs for liberaliseringer og nødvendige reformer for udvidelse af arbejdsudbuddet?

Uanset hvordan det så står til med det, står én ting i hvert fald lysende klart: En SV-regering vil betyde fortsatte angreb på arbejderklassen og dens hævdvundne kollektive velfærdsløsninger – ikke mindst sikkerheden under arbejdsløshed.

Den nuværende økonomiske linje vil fortsætte mere eller mindre uforandret – på bestilling fra EU-eliten.

Spørgsmålet er, om der overhovedet kan vindes en sejr for almindelige arbejdere ved folketingsvalget den 5. juni. Uanset hvordan det nye flertal i Folketinget ser ud efter valget, vil fremskridt og opdæmning af forringelser i hvert fald fortsat kræve benhård kamp ude i virkeligheden: På landets arbejdspladser, i de lokale fagforeninger, boligforeninger og sociale bevægelser.

Så der er vel ikke andet for end at sætte krydset der, hvor bevægelserne bedst kan øve påvirkning, og så ellers finde arbejdstøjet frem: Skal fremtiden sikres, kræves nemlig hårdt arbejde for alle os, som ikke er på valg hvert fjerde år.