TV2's hemmelige optagelser fra plejehjemmet Kongsgården i Aarhus har sat gang i en voldsom debat. Kommunen har haft travlt med at fyre og uddele advarsler. Men den her sag handler ikke om enkelte brådne kar blandt de ansatte. Den handler om et sygt system, der skaber grobund for en syg og umenneskelig kultur.

Skal vi forhindre, at der afsløres et nyt Kongsgården om et halvt års tid, skal der ske et grundlæggende brud med den nyliberalistiske økonomitænkning.

Lignende optagelser kunne laves på en række andre plejehjem, daginstitutioner, handicapinstitutioner og andre velfærdsinstitutioner rundt omkring i landet.

Den forråelse, vi ser i dele af velfærdssektoren, er en naturlig konsekvens af mange års konstante nedskæringer og markedsgørelse af den offentlige sektor. 

Gennem et utal af forskellige reformer i løbet af de seneste 30 år er det danske velfærdssystem blevet omdannet fra at tage udgangspunkt i det enkelte menneskes behov til at være gennemsyret af en stram økonomistyring på alle planer. 

Der ses ikke på, hvad behovet er på det ene eller det andet område. Der er en pose penge, og den skal række. Så må opgaverne skæres til efter det. En ansat på Kongsgården fortæller, at der er dag er halvt så mange i dagvagt til det samme antal beboere, som da hun startede med at arbejde på plejehjemmet for 12 år siden. Det siger sig selv, at det har konsekvenser for omsorg og pleje.

De ledere, der bliver ansat, er dem som kan finde ud af at køre den enkelte velfærdsinstitution som en privat virksomhed. 

Alt bliver vejet, målt og regnet ud på minutter. Der sættes pris på hver enkelt ydelse, og de ansatte bliver lagt i snævre rammer med stort set ingen frihed til selv at vurdere situationen på baggrund af deres faglighed og yde den omsorg, som der er brug for i den konkrete situation.

Økonomistyringen gennemsyrer hele den offentlige sektor. Den er en konsekvens af den nyliberale offensiv, der har hærget Danmark, resten af EU og andre dele af verden gennem de sidste 30 års tid. 

Skridt for skridt har markedstænkningen fortrængt tidligere tiders solidariske og kollektive menneskesyn i velfærdssystemet.

I dag bliver plejen og omsorgen for børn, ældre og mennesker med handicap ikke set som en investering men som en ren udgift for samfundet – en udgift, der hele tiden skal presses så langt i bund som muligt.

Frit-valgs-reformen, takstreformen og strukturreformen er bare enkelte af de reformer, der har cementeret markedsgørelsen i vores velfærdssystem. 

Med Danmarks tilslutning til EU's finanspagt i 2012 og den deraf følgende vedtagelse af budgetloven bandt flertallet af danske politikere vores land til at føre en stram nyliberalistisk politik med konstante nedskæringer på den offentlige sektor. 

De problemer, som vi ser i ældreplejen og på andre velfærdsområder i dag, er en konsekvens af mange års bevidst velfærdsnedbrydende politik, som både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har stået bag. 

Skal vi forhindre, at der afsløres et nyt Kongsgården om et halvt års tid, skal der ske et grundlæggende brud med den nyliberalistiske økonomitænkning og sikres en velfærdspolitik, der tager udgangspunkt i, hvad der skal til for at sikre menneskeværdige forhold for alle i dette samfund.

Det er der helt sikkert råd til. Det kræver blot nogle klare politiske valg. Men det sker helt sikkert ikke uden et massivt pres fra fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser.