Den tidligere bankmand, Emmenuel Macron, tiljubles af EU-toppen og de etablerede medier som sejrherre ved præsidentvalget i Frankrig.

Emmanuel Macron løser ikke franske arbejderes krise. Der er tværtimod grund til at forberede sig på hårde kampe de kommende år.

Ser man på tallene er det dog tydeligt, at der først og fremmest er tale om et fravalg af højrepopulisten Marine Le Pen.

Fire millioner franskmænd eller ni procent stemte blankt eller blev erklæret ugyldige, blandt andet fordi mange havde skrevet ”Melenchon,” – navnet på venstrefløjens kandidat, som fik 19,6 procent i første runde af præsidentvalget.

Oven i købet var stemmeprocenten den laveste siden 1969. En fjerdedel af franskmændene stemte slet ikke.

Det viser en enorm mistillid til de to kandidater, der nåede anden valgrunde – selv efter at de etablerede partier var sparket ud i første valgrunde.

Det paradoksale er, at Emanuel Macron – den tidligere økonomiminister i Hollandes regering – i den grad er systemets mand – selv om han lancerer sig som nytænker.

”Frihed, lighed og broderskab!” proklamerede Macron beskedent i sin sejrstale søndag aften.

Formentlig kommer han til at stå for alt andet end det. Hans valgprogram er at speede de nyliberalistiske EU-reformer op, selv om halvdelen af franskmændene stemte på EU-modstandere.

Han vil fyre 120.000 offentligt ansatte og skære 60 milliarder euro i de offentlige udgifter i et land med 10 procent arbejdsløse Han vil sætte arbejdstiden op til 39 timer om ugen og sænke dagpenge og pensioner.

Med andre ord står han for de samme angreb på arbejderklassen, som EU og den herskende klasse har arbejdet for i Europa de seneste årtier. EU-toppen vil uden tvivl bruge den nye præsident til endnu en runde anslag mod vores rettigheder.

Macron har oven i købet den friskhed at kalde det for flexicurity, når han vil gøre det nemmere at hyre og fyre, og gøre de arbejdsløse mere sultne efter arbejde. Desværre har mainstream medierne mest travlt med at fortælle os om mandens kærlighedsliv og tøjstil.

Emmanuel Macron løser ikke franske arbejderes krise. Der er tværtimod grund til at forberede sig på hårde kampe de kommende år.