I går fremlagde Danske Bank resultaterne af den interne hvidvasknings-undersøgelse, som banken har igangsat med det erklærede formål at afdække omfanget af hvidvaskning i bankens filial i Estland.

Hele forløbet har fra første færd været kendetegnet af, at Danske Bank ikke på nogen måde har bidraget til at afdække skandalen og dens omfang. Ledelsen har ignoreret henvendelser og givet myndighederne både mangelfulde og direkte forkerte oplysninger. Det er i åbenlys modstrid med lovgivningen om hvidvask.

Skandalen understreger behovet for et grundlæggende opgør med bankvæsenet, som vi kender det i dag

Den nye rapport skaber langtfra klarhed. Hvidvaskningen menes at omfatte transaktioner i størrelsesordenen 100 til 200 milliarder euro. Det er på niveau med de samlede indtægter gennem skatter og afgifter i Danmark.

Skandalen er en af de største i Europa i mange år. Rapporten konkluderer imidlertid, at man efter lange og omfattende undersøgelser ikke kan afgøre det præcise omfang af de ulovlige transaktioner. Danske Bank holder kortene tæt til kroppen.

Lige så uklar rapporten er om skandalens omfang, lige så klar er den omkring det juridiske ansvar. Rapporten frikender bestyrelsen, bestyrelsesformanden og direktør Thomas Borgen for ethvert juridisk ansvar. Der er trængsel ved håndvasken.

11 år efter skandalen startede, er der ingen udsigt til, at topledelsen stilles personligt til ansvar. Ledelsen i Danske Bank forventer at klare frisag. Direktør Thomas Borgen fratræder sin stilling med udsigt til et gyldent håndtryk i millionklassen. Det bliver kunderne og skatteyderne i de berørte lande, der kommer til at betale.

Skandalen understreger behovet for et grundlæggende opgør med bankvæsenet, som vi kender det i dag. Med en statsbank ville alle de utilfredse kunder på flugt fra skandaler og gebyrgrippe have et reelt alternativ. En statsbank vil vanskeliggøre den vedholdende strøm af milliarder til skattely og hvidvask. 

Det vil kræve et pres på de politikere, som fortsat vejer hensynet til storkapitalen og kapitalens frie bevægelighed over grundlæggende samfundsinteresser.