De senere år er der i den offentlige debat blevet skabt et billede af syge, handicappede og socialt udsatte som mennesker, der forsøger at slippe for at arbejde og kun kan presses ud i job ved hjælp af økonomisk pisk.

Økonomisk tryghed giver mere overskud til at arbejde.

Det billede har banet vejen for rækken af sociale reformer, der har sænket de sociale ydelser.

Da SRSF-regeringen gennemførte reformen af førtidspension og fleksjob tilbage i 2012, var argumentet, at nu skulle syge og handicappede være en del af fællesskabet på en arbejdsplads fremfor at være henvist til passiv forsørgelse. 

Siden er det blevet stort set umuligt for unge med sygdom eller handicap at få en førtidspension. I stedet sendes de ud i arbejdsprøvning eller i ressourceforløb og skal i årevis leve for en indtægt på niveau med kontanthjælpen – langt lavere end førtidspensionen. 

En del ender med at blive godkendt til fleksjob. Dermed ryger de ind i det normale jobcentersystem med krav om at stå til rådighed, udfylde en række dokumenter og bliver selv ansvarlige for at skaffe sig et arbejde.

Politikerne snakker højt og længe om betydningen af at få udviklingshæmmede, psykisk syge og andre mennesker med handicap ud på arbejdsmarkedet – men man har ikke sikret en individuel og konkret støtte, der sikrer, at disse udsatte mennesker rent faktisk får et arbejde.

Hvis det var hensynet til det enkelte menneskes tryghed og livskvalitet, der stod i centrum – fremfor ønsket om at spare penge – er der en helt enkel løsning. Giv disse mennesker en førtidspension og lad dem derefter arbejde i skånejob.

Erfaringerne fra flere patientorganisationer, der beskrives i dagens avis, viser, at de førtidspensionister, der har helbredet til det, hellere end gerne vil arbejde. Der er ikke brug for økonomisk pisk for at få folk i arbejde. Tværtimod giver økonomisk tryghed mere overskud til at arbejde.

Men den konklusion passer ikke med den nyliberalistiske økonomiske politik, som både den nuværende og den tidligere regering har valgt at føre.