18 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dyre biler eller velfærd

Dyre biler eller velfærd

I Hillerød vil de borgerlige nøjagtig det samme som den borgerlige regering: Skattenedsættelser til de rige og dårligere service til resten af borgerne.

FOTO: Preben Madsen/Scanpix
1 af 1

Regeringen har nu fremlagt forslag om, hvordan de bedst stillede kan slippe billigere i skat og købe flere dyre biler. Det skal finansieres ved dårligere forhold for dem, som ikke har arbejde, mere pres på hospitaler og andre af de fælles goder, som skattepengene går til.

Skal velstanden bruges til skattenedsættelser eller til at løse kommunens opgaver på en bedre og mere fremtidssikret måde?

Et lille beskæftigelsesfradrag til de lavere lønnede skal få folk til at føle, at de også får noget. Men sagen er, at regeringen er ved at udhule velfærden, trygheden i samfundet, og de lægger ikke engang skjul på det.

"Den her reform skaber mere ulighed, og det gør vi med åbne øjne”, udtaler skatteminister Karsten Lauritzen. Grimt – men dog ærligt.

I Hillerød er der netop indgået valgforbund mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. De vil nøjagtig det samme som regeringen. Sætte skatten ned for "erhvervslivet" og lade lønmodtagerne betale, enten i form af højere takster eller ringere service.

Det bliver valgets store tema: Skal den velstand, som kommer på grund af flere arbejdspladser, flere indbyggere og bedre beskæftigelse, bruges til skattenedsættelser, eller skal den bruges til at løse kommunens opgaver på en bedre og mere fremtidssikret måde?

Skal firmaerne slippe billigere i ejendomsskat, eller skal vi sænke de høje priser i børnehaver og vuggestuer?

Skal ukrudtet fortsat ødelægge vores fortorve, og skal vores bygninger blive ved at forfalde, fordi de ikke bliver vedligeholdt?

Skal vi have ventelister til plejehjemmene, eller skal vi bygge de pladser, der er brug for?

Der er masser af penge i vores samfund, kampen står om, hvorvidt de skal bruges på eliten eller på de almindelige borgere.

Det er det, vi skal stemme om til kommunevalget 21. november.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2017 - 08:54   07. sep. 2017 - 09:00

Læserbrev

af Tue Tortzen, spidskandidat for Liste Ø i Hillerød