Vi oplever social dumping gennem tvivlsom ansættelse af østeuropæisk arbejdskraft på løn- og arbejdsvilkår, der var gældende for generationer siden i Danmark.
fra Dansk El-Forbund, Østjylland
Der foregår for tiden forhandlinger om dannelse af et nyt forbund mellem Dansk El-Forbund og Dansk Metal, om sammenlægning af de to forbund.
Blik & Rør har allerede meldt sig ud af forhandlingerne med baggrund i ønsket om at bevare et selvstændigt fagligt fællesskab i deres nuværende fagforening.
Emnet har været diskuteret i vore klubber og blandt tillidsfolk. Vi vil derfor opfordre til, at elektrikerne fortsat står sammen i en fagforening, det handler om elektrikere og vores arbejdsforhold.
Vi kan ikke se, hvordan forhold for elektrikere skulle kunne blive forbedret ved at blive et fagligt mindretal i Dansk Metal frem for at fastholde en fagforening, der er dannet med det formål at styrke elektrikernes arbejdsforhold.
Vi har på vore arbejdspladser ikke kunnet genkende eller spore noget ønske om nedlæggelse af vor fagforening, eller at et sådant ønske er opstået blandt elektrikerne.
Vi undrer os over, at vi åbenbart har en hovedledelse, der tager udgangspunkt i deres egen hverdag og ikke i elektrikernes.
Social dumping
Vi er for tiden under pres fra arbejdsgivere, der i ly af finanskrisen ønsker at forringe alle aftaler samt at trykke lønnen maksimalt. Vi oplever social dumping gennem tvivlsom ansættelse af østeuropæisk arbejdskraft på løn- og arbejdsvilkår, der var gældende for generationer siden i Danmark.
Elektrikernes hverdag er under pres, og vi skal derfor opfordre til, at alle samler kræfterne om forholdene på arbejdspladserne i stedet for at bygge luftkasteller for hovedledelsen.
Medlemsflugt
Stop illusionen om at større er bedre, billigere og løsningen på alle problemer. Det er aldrig sket ved de kendte sammenlægninger, vi har set i fagbevægelsen gennem de seneste år. Det har i stedet medført medlemsflugt fra de store upersonlige fagforeninger, og det er ikke det, vi som elektrikere har brug for.
Vi ønsker derfor, at vi, som Blik & Rør, stopper de igangværende forhandlinger om optagelse i Dansk Metal og samler al energi om det, vi er gået sammen i en forening for, nemlig elektrikernes hverdag.
Vor fagforening er kendetegnet af et klart fagligt fællesskab, hvilket vi mener er den egentlige årsag til en høj faglig organisering blandt elektrikerne.
Derfor: Hold fast i det faglige fællesskab for elektrikere.
Vedtaget på generalforsamlingen i Dansk El-Forbund, Østjylland, 18. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278