Der skal ske en konkret vurdering af den enkelte borgers vilkår og behov. Det krav bliver tilsidesat, når en kommune under ét beslutter, at rengøringshjælpen skal forringes.

fra LO Faglige Seniorer v/landsformand Lillian Knudsen

Hen til kommoden – og retur! Med en let omskrivning af en populær vise har vi set, hvordan vilkårene i den sociale sektor kan skifte fra dag til dag, fra kommune til kommune – og fra den ene ankeinstans til den anden.

Det er ikke acceptabelt. Ét er, at der er forskel på en række kommuners politiske beslutninger, men når først systemet begynder at lege sorteper, så går det galt.

Det er tilsyneladende, hvad der er sket i sagen om Hørsholm Kommunes beslutninger om at ændre rengøringshjælp til kommunens ældre borgere fra hver 14. dag til 12 gange om året, det vil sige cirka hver 30. dag.

Statsforvaltningen og Den sociale Ankestyrelse har begge udtalt sig om sagen – og er dybt uenige. Den ene siger, at man må dette og hint – den anden siger, at man ikke må dette og hint.

I LO Faglige Seniorer undres vi. Hvordan kan det være, at der i det store og hele er enighed om, at de ældre borgeres personlige hjemmepleje, herunder rengøring, skal der ikke skaltes og valtes med. Alligevel kan kommuner som Hørsholm, Køge og andre så tillade sig at sætte økonomiske målestokke op for, hvad der skal ydes af personlig hjemmepleje.

Når det er økonomien, som sætter rammerne for den personlige hjemmepleje, herunder rengøring, betyder det jo, at man ser helt bort fra de helbredsmæssige forhold og den risiko, der er forbundet med, at ældre borgere er sårbare overfor støv, mider og andre negative sider af dårlig hygiejne i hjemmet.

Som vi læser loven, skal der ske en konkret vurdering af den enkelte borgers vilkår og behov for blandt andet rengøring i hjemmet.

Det krav bliver tilsidesat, når en kommune under ét beslutter, at rengøringshjælpen skal forringes. Det kan vi som samfund ikke være tjent med. Spillereglerne må overholdes af samtlige kommuner.

LO Faglige Seniorer er meget bekymret for, at de statslige og regionale tilsyn med kommunerne som for eksempel Den sociale Ankestyrelse og Statsforvaltningen ligger under for kommunernes ønske om, at de økonomiske hensyn vægtes mere end hensynet til den enkelte borgers helbred.

Hvis det er tilfældet, så må politikerne udstyre disse tilsyn med et andet og bedre lovgrundlag.